avis

sammenfoldet avis

Millioner forsvandt hos Saxo Bank-partner

Saxo Bank-partner i Dubai mangler 200 millioner kroner, som investorer har skudt ind. Britisk politi efterforsker den formodede svindelsag.

Saxo Bank er hvirvlet ind i en formodet svindelsag, hvor mere end 200 millioner kroner menes at være forsvundet fra konti i Saxo Bank, som blev bestyret af en af den danske banks partnerselskaber i Dubai. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Sagen efterforskes af britisk politi, og den berører omkring 500 investorer centreret om muslimske kredse i London.

Saxo Bank-partneren Quest havde kontor i Dubai, men i dag menes direktøren at være rejst til Libanon. Væk er også de 200 millioner kroner, som investorerne havde skudt ind.

Størstedelen af Saxo Banks omsætning skabes via partnere over hele verden, og hvert år sikrer de valutahandel for billioner af kroner på Saxo Banks handelssystemer. Omsætning, som Saxo Bank hver gang beregner sig en betaling for.

Men partnerne er med få undtagelser hemmelige - det samme er kunderne.

Jyllands-Posten har forsøgt at finde dem, og flere tilfælde viser, at banken har tjent gode penge på tvivlsomme engagementer.

Saxo Bank vil ikke kommentere konkrete kunder eller partnerskaber, men i et interview med Jyllands-Posten erkender de to stiftere og hovedaktionærer, Lars Seier Christensen og Kim Fournais, at der har været rådne æg i kurven.

/ritzau/