Masser af elefanter fundet i Vietnam
Vildtforvaltere har fundet en elefanthjord bestående af 32 vilde elefanter i det centrale højland i Vietnam.
Truong Van Truong, direktør i Yok Don Nationalparken, siger, at det er den største flok af vilde elefanter, der nogensinde er opdaget i Vietnam.
Blandt dyrene i den store flok er fem eller seks voksne hanelefanter.
Flokken blev opdaget den 21. maj i Dak Lak-provinsen.
Der er endnu ikke udarbejdet planer for, hvordan elefanterne beskyttes, fordi der er usikkerhed om, hvorvidt elefanterne tilhører Vietnam eller Cambodja.
Tilbage i 2006 blev der udarbejdet en beskyttelsesplan for vilde elefanter i Dak Lak, men planen er endnu ikke godkendt af provinsens ledelse.
/ritzau/dpa


