avis

sammenfoldet avis

Chicago Blackhawks vinder Stanley Cup

Den amerikanske ishockeyklub Chicago Blackhawks sikrede sig tidligt torsdag det eftertragtede Stanley Cup-trofæ, som vinder af NHL-ligaen.

Der skulle seks finalekampe til, før Chicago Blackhawks kunne løfte Stanley Cup-trofæet som vinder af National Hockey League i sæsonen 2009-2010.

Tidligt torsdag vandt Chicago i overtiden 4-3 over finalemodstanderen Philadelphia Flyers. Det afgørende mål blev sat ind af den blot 21-årige højre wing Patrick Kane 4.10 minutter inde i overtiden.

Kampen blev domineret af Blackhawks, men holdet skulle alligevel bruge ekstra spilletid, før de kunne lukke kampen.

Det er første gang i 49 år, at Blackhawks hjemfører Stanley Cup-trofæet. 20.327 fans overværede kampen, der blev spillet i Philadelphia.

/ritzau/