Tv-seere kigger med spænding mod vest
Var det lovligt, da Esbjerg Kommune solgte sin fællesantenne til You See for 265 millioner kroner? Og burde pengene være tilfaldet brugerne af fællesantennen?
Det giver Vestre Landsret svar på i slutningen af august. En borger i Esbjerg, Hans Sønderby har fået fri proces til at føre sagen. Hidtil har ingen offentlige instanser kunnet svare på, om fremgangsmåden er lovlig og hvem, der har ret til overskuddet. Sagen er yderst principiel, fordi mange kommuner de senere år har solgt ud af deres fællesantenneanlæg - også Guldborgsund. Ikke mindst derfor følges sagen med stor spænding her i landsdelen.
- Det her har vi ventet længe på, og set frem til at sagen blev berammet, siger formanden for Grundejerforeningen Guldborgsund Lars Wollesen.
Retssagen kan få afgørende betydning for de 13.000 tv-seere, som var på den kommunale fællesantenne, inden Guldborgsund Kommune solgte den til You See i 2008.
Salget indbragte kommunekassen 75 millioner kroner - penge, som Grundejerforeningen Guldborgsund mener, bør gå tilbage til fællesantennes brugere.
Så alt efter udfaldet skal de lokale tv-seere selv føre en ny retssag. Lars Wollesen siger, at man nu først vil afvente retssagen. Men han anser det ikke for noget problem at skaffe de 25.000 kroner, det vil koste at anlægge søgsmål mod Guldborgsund Kommune.
- Vi har været i kontakt med den advokat, som fører sagen i Esbjerg, men inden vi foretager os en hel masse, venter vi på den afgørelse. Det vil jo være en ny situation, hvis retssagen får et negativt udfald, men så må vi tage den derfra. Vores gejst er intakt, og som det går nu, er det nogle andre, der gør arbejdet for os. Så det er vores foreløbige strategi, siger Lars Wollesen.


