avis

sammenfoldet avis

Gert Wilders taler i København

Lederen af det hollandske Frihedsparti, Geert Wilders, taler ved et møde i København arrangeret af Trykkefrihedsselskabet, oplyser formanden Lars Hedegaard

Trykkefrihedsselskabet får sit tredje besøg af formanden for det hollandske Frihedsparti (PVV), Geert Wilders. Han har fredag sagt ja til at tale for Trykkefrihedsselskabet ved et offentligt møde i oktober i København. 

Det oplyser Lars Hedegaard, som er formand for Trykkefrihedsselskabet.

Geert Wilders skal tale om situationen i Holland og Europa efter Frihedspartiets sejr ved parlamentsvalget. Her gik partiet frem fra ni til 24 mandater af 150 mandater i det hollandske parlament.

Trykkefrihedsselskabet har endnu ikke fastlagt tidspunktet for besøget, som ventes at finde sted i begyndelsen af oktober. 

Wilders har to gange før talt ved Trykkefrihedsselskabets møder i København. Han talte desuden den 14. juni sidste år ved en konference i Landstingssalen på Christiansborg. Kort forinden havde britiske myndigheder afvist hans indrejse trods en invitation fra det britiske Overhus. Wilders blev beskyldt for at opflamme had mellem britiske samfundsgrupper.

/ritzau/