Svinebønder dropper antibiotika til dyr
Efter flere års stigende forekomst af multiresistente bakterier indfører svinebranchen nu et frivilligt toårigt stop for brugen af en bestemt type antibiotika, der er vigtig for behandling på sygehusene.
Der er tale om den type antibiotika, der kaldes cephalosporiner. De er blandt andet effektive mod hjernehindebetændelse hos grise. Men de kan også medføre resistens hos flere bakterier.
Det vil sige, at bakterierne bliver svære eller umulige at bekæmpe med antibiotika, og de resistente bakterier kan give langvarige sygdomsforløb hos mennesker.
Initiativet til det toårige stop skal ses i forlængelse af det stigende forbrug af antibiotika og den stigende forekomst af resistente bakterier.
Nicolaj Nørgaard, der er direktør i Videncenter for Svineproduktion, Landbrug & Fødevarer, siger, at han ser med stor alvor på udviklingen af den type resistens.
- Derfor har vi taget dette initiativ for at sikre, at vores brug af antibiotika til husdyr ikke går på kompromis med en god behandling i sundhedsvæsnet, siger han i en pressemeddelelse .
Undervejs i forløbet vil dyrevelfærden hos grisene blive fulgt. Desuden vil udviklingen af resistens blive fulgt i den toårige periode, forsøget varer.
- Vi vil sikre borgerne den bedste behandling på hospitalerne, derfor indfører vi et stop for brugen af cephalosporiner. Det skal bremse forekomsten af resistens i den danske svineproduktion, siger Nicolaj Nørgaard.
/ritzau/


