Tigre dræber mand i kinesisk zoo
En gruppe manchuriske tigre maltrakterede en mand til døde efter, at han sammen med sin søn uforvarent spadserede ind i dyrenes indelukke i en vildtpark i det nordlige Kina. Det oplyser kinesiske medier mandag.
Ansatte ved Qinling-vildtparken i byen Xian reddede mandens 17-årige søn efter at have erfaret, at parret befandt sig i tiger-indelukket.
Sønnen siger til medierne, at han og faderen vandrede ind i tigerafsnittet, efter at nogle automatiske døre åbnede sig foran dem. De to blev først klar over, at de befandt sig blandt tigrene, da døre lukkede bag dem igen.
/ritzau/AFP


