DSB er vild med Sverige, og kærligheden er gengældt.
DSB har netop vundet udbuddet af regionaltogstrafikken i Jönköping-området, der ligger i det centrale Sydsverige lige syd for Sveriges næststørste sø, Vättern.
Det er fjerde gang, at DSB kan fejre en sejr i Sverige. DSB vil hermed køre mere trafik i Sverige end hele den samlede regionaltogstrafik i Danmark. Desuden vil en tredjedel af DSB's samlede trafik ligge i Sverige, og mere end hver fjerde kunde vil være svensker.
- Sverige er allerede vores andet hjemmemarked, og med overtagelsen af driften af Krösatåg udbygger DSB nu yderligere sin position i Sydsverige, siger DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen.
Den samlede kontraktsum udgør cirka 1 milliard kroner for den otteårige periode, der løber fra 2010 til 2018.
Det er blot få måneder siden, at DSB vandt regional- og pendeltogsudbuddet i Göteborg. Men DSB stiler efter en endnu større bid af nabolandet:
- Vi vurderer nu hvert eneste udbud i Sverige, pointerer Eriksen. Han løfter også på sløret for kommende opgaver for DSB i et andet naboland.
Den 1. januar 2010 åbner DSB et hovedkontor i Düsseldorf i Tyskland, oplyser den administrerende direktør.
- Vi har også fokus på det tyske marked, hvilket åbningen af hovedkontoret også er et stærkt signal om, understreger Eriksen.
Med sejren i Jönköping kommer DSB årligt til at betjene mere end 40 millioner passagerer uden for Danmarks grænser fra slutningen af næste år.
Samlet er DSB's skinnenet i Sverige hermed oppe på godt 2000 kilometer - det er 600 km mere end det samlede danske netværk.
/ritzau/