Lolland-Falster Alliancen går nu aktivt ind og støtter børn og unge i Haiti med fodboldudstyr.
I januar ødelagde et jordskælv store dele af Haitis hovedstad Port-au-Prince - og det ramte også fodboldskolen L’Athletique d’Haiti, der er beliggende i det fattigste kvarter i Port-au-Prince. Inden jordskælvet havde omkring 1500 børn og unge deres gang i klubben, men tallet er steget til 3500.
- Ressourcerne, der i forvejen var små, er minimale efter katastrofen i januar, hvor et jordskælv ødelagde store dele af Haitis hovedstad. Derfor retter vi henvendelse til danske fodboldklubber med bøn om hjælp til L’Athletique d’Haiti, fortæller Dorthe Friis Hansen fra Halsted.
Hun er med i en gruppe af forældre, der har adopteret børn fra Haiti, og som står bag initiativet om at indsamle fodboldudstyr til fodboldskolen i Port-au-Prince.
- Det er et rigtig godt initiativ, som vi har stor sympati for og derfor støtter, fastslår Lolland-Falster Alliancens direktør Morten Jensen. Han fortsætter:
- Vi skifter hele vores garderobe ud 1. juli, hvor vi ændrer mærke fra Nike til Kappa. I den forbindelse bliver der en masse brugt, men brugbart udstyr til overs, som vi vil give gruppen bag initiativet.
Dorthe Friis Hansen har skrevet til samtlige fodboldklubber på Lolland-Falster, og hun håber at andre klubber på Lolland-Falster vil gøre som Alliancen og bidrage med støtte til projektet.