Her taler vi slet ikke om krigens rædsler

MUSSE/HUNSEBY/DANNEMARE: - Har du husket kagen?

Sådan lyder en af de første bemærkninger denne tirsdag eftermiddag i Musse, hvor skydetræneren Per Lohse atter engang er kørt ugens tur fra Hunseby til Musse for at møde dem, der har lyst til at hygge sammen og få øvet lidt skydning.

Og bemærkningen om kage er ikke helt uvæsentlig, for kage og kaffe er mindst lige så vigtigt som selve skydetræningen på pistolbanen, forklarer Jannie Barfoed-Høj, der er fra Dannemare og har været udsendt i krigszoner to gange. Hun er ikke en af de værst ramte, men lever med sin PTSD, selv om hun samtidig klarer sit fuldtidsarbejde som sundhedsplejerske.

- Jeg tror egentlig godt, at jeg kunne leve uden det her tilbud, men det er utrolig godt for vores mentale helbred at kunne mødes med nogen, der har den samme baggrund som os selv, og som har oplevet det helt særlige fællesskab, der findes i forsvaret, siger sundhedsplejersken, der også har engageret sig i foreningen ”5. september”, som ærer de danske udsendte.

Inde i mødelokalet er der akkurat plads til alle i dag, hvor i alt tre veteraner er dukket op - sammen med de to frivillige trænere i ”Safe Zone” Per Lohse og Johnny Johanson. Jannies søn er også med i dag, så der er i alt syv personer med til træningen.

De to andre veteraner – Poul Nyholm fra Stubbekøbing og Christian Bæhr fra Nykøbing – er noget hårdere ramt mentalt end Jannie. De er begge pensioneret på grund af deres PTSD, men har det efter omstændighederne rimeligt. Christian fortæller, at han kun bruger en tiendedel af den dosis, som Poul bruger for at kunne falde i søvn om aftenen, og at han synes, at han efterhånden har fået det ret godt.

Til gengæld er det gået lige modsat fra Poul Nyholm, der i flere år efter sin hjemsendelse fra Balkan for 23 år siden faktisk havde det nogenlunde og var i arbejde – og blandt andet arbejdede som selvstændig massør – og som medarbejder i IT branchen. Men hele 18 år efter hjemsendelsen begyndte han at få det værre og værre – og begyndte at få angst og trække sig fra samværet med mennesker.

- Jeg lider af en form for angst på grund af min PDSD, så jeg orker ikke at være sammen med alt for mange mennesker. Som du ser, har jeg sat mig med ryggen mod døren i dag, og det gør jeg kun, fordi jeg er 100 procent sikker på, at jeg er sammen med venner, siger førtidspensionisten, der i dag er ved at istandsætte en båd, som han kan bo i.

- Jeg kan slet ikke holde det ud, hvis der er urolige naboer, og det var der i min sidst bolig i et rækkehus, hvor naboen havde et alkoholproblem og var meget opsøgende. Jeg kan slet ikke holde den slags ud, forklarer veteranen, der er sikker på, at det er traumerne fra hans ophold på Balkan, der ikke vil slippe.

- Heldigvis kan jeg godt gå i Netto og klare de daglige ting. Men jeg kører aldrig i bus og tog, og hvis en bil pludselig bremser lige ved mig, så bliver jeg panisk. Det gør det svært at fungere i dagligdagen, siger Poul Nyholm, der derfor benytter sig af mange tilbud fra Safe Zone, der også omfatter bål-hygge, udflugter og meget andet året igennem.

Det billede kan Jannie Barfoed-Høj godt genkende.

- Jeg lider ikke så alvorligt af PTSD, men man er ikke helt som de andre længere og er meget mere opmærksom på, om omgivelserne kan udgøre en trussel. Jeg registrerer det lige med det samme, hvis nogen lusker rundt, en ukendt bil pludselig holder i vejkanten – eller noget andet, som man bør være opmærksom på, siger hun og erkender samtidig, at hun måske har været heldig, at hun ikke har det værre, selv om hun både har været udsendt i Kosovo og Irak og har oplevet alt det, som civile danskere er lykkelige for, at andre tager sig af.

- Traumernes dybde handler især om, hvorvidt du har været udsat for noget ekstremt på en uventet måde. Alt det, som vi er trænet til og forberedt på, udløser ikke de samme traumer, siger hun.

Pludselig lyder et skud fra lokalet ved siden af, og Poul giver et lille spjæt fra sig af overraskelsen. De er gået i gang med at skyde i lokalet ved siden af, og Poul rejser sig for at være med. For selv om skydning umiddelbart synes som den dårligste terapi for en PTSD-ramt, så forholder det sig lige modsat, forklarer han.

- Jeg lider af tankemylder og kan ikke få ro i hovedet. I den situation er det sundt at lære at fokusere skarpt på én ting, og det gør man netop ved skydningen, siger han og deltager herefter i den måske noget rutineprægede øvelse, hvor alle skyder en runde skud, hvorefter våbnene afsikres, og alle bevæger sig ned for at registrere resultatet på skydeskiven.

Navnet på dagens bedste skytte er knapt så væsentligt, forklarer træner Per Lohse.

- Man kæmper mest mod sig selv og for at blive dygtigere, så det er fællesskabet, som der det primære, siger han.

Inden journalisten forlader selskabet, nager et enkelt spørgsmål: For når man får det så dårligt af at være i krig, er det så umagen værd at sætte livet på spil?

Christian Bæhr erkender, at han er i tvivl.

- Hvad fik vi egentlig ud af al besværet i Afghanistan, der nu er faldet tilbage i Talibans hænder? Jeg håber på, at vi i det mindste har sået nogle frø i folks hoveder med vores påvirkning og samtaler, som kan føre til forandring en dag. Har vi ikke det, så er det svært at se, at vi har skabt nogen værdi, siger han og tilføjer, at man som soldat typisk bliver ”pacet” af officererne til at tro på sagen.

- Det bliver man da påvirket af, så man stiller ikke så mange spørgsmål og udfører bare sit arbejde, siger han, mens de andre nikker bekræftende.

Som Poul Nyholm siger:

- Det er jo et arbejde at være soldat, og et er samtidig en samfundsmission, som man aldrig slipper. Selv om jeg har PTSD, så er jeg soldat, og jeg tror, at alle veteraner vil bekræfte mig, når jeg siger, at vi er klar til at stå i første række, hvis Danmark en dag bliver angrebet.

Veteraner fra hele Lolland-Falster er velkomne i fællesskabet, der også handler om meget andet end skydning. Fælles lejrbål, udflugter, mentaltræning, Yoga og meget andet er en del af aktiviteterne, der hele tiden udvikler sig. Ring eventuelt til Per og hør mere på 20730175.