En mand fra Ishøj er dømt for indsmugling af en større mængde narkotika til Danmark og Sverige.
En 56-årig mand fra Ishøj har ved Retten i Glostrup fået 11 års fængsel for indsmugling af en større mængde hash, amfetamin og kokain til Danmark og Sverige.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Han er derudover udvist af Danmark. Han modtog dommen og vil derfor ikke anke den.
Der er tale om 270 kilo hash, 13 kilo amfetamin og 10 kilo kokain.
Politiet kom på sporet af ham igennem en efterforskning i det kriminelle miljø.
Anklagemyndigheden er tilfreds med dagens dom. Det oplyser specialanklager Bo Bjerregaard, som var anklager i sagen.