Den anholdte forklarede, at han var i dårligt humør.
En 40-årig mand uden fast bopæl blev søndag klokken 17.30 anholdt af politiet på en adresse i Rødby efter, at han tidligere på eftermiddagen under et besøg i Netto i Rødby havde truet en medarbejder med at skyde hende.
Ifølge politiet var det samme sket dagen inden, og takket være vidneforklaringer lykkedes det politiet at finde frem til den 40-årige, som blev anholdt og sigtet for trusler.
Under den efterfølgende afhøring på politistationen i Nakskov forklarede manden, at han var i dårligt humør.
Han blev løsladt igen efter afhøringen, men er fortsat sigtet i sagen, fremgår det af politiets døgnrapport.