56-årig mand sigtet for trusler mod to ansatte efter episode mandag aften.
En 56-årig mand er blevet sigtet for trusler mod to ansatte på Forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing.
Mandag aften klokken 18.30 gik manden, der er beboer på stedet, amok ved et modtagerum på stedet. Det skete i forbindelse med udlevering af medicin.
Den 56-årige forsøgte at komme ind i rummet. Han brugte en sneskovl mod døren og kastede bestik og porcelæn mod samme dør, og han aktiverede to brandalarmer.
Manden truede også to ansatte, en 56-årig mand og en 54-årig kvinde.
Politiet kom til stede og anholdt manden, der blev afhørt og sigtet for trusler.