Fire unge mænd blev set luske omkring cykelparkering ved banegård. Den ene stjal en cykel for næsen af politiet.
Det er ikke alle cykeltyverier, der bliver opklaret, men tirsdag aften lykkedes det faktisk politiet at anholde to unge cykeltyve efter, at fire unge var ved at stjæle en damecykel.
Episoden udspillede sig på banegården i Nykøbing, hvorfra politiet umiddelbart før klokken 21 fik en anmeldelse om, at nogle personer luskede rundt ved cykelparkeringen og tilsyneladende forsøgte at klippe cykellåse op.
Det lykkedes en patrulje at finde frem til fire unge i alderen 14-18 år, som var i gang med at klippe bremsekablet over til en damecykel.
Den ene af de fire - en 17-årig dreng fra Horbelev - nåede at stikke af på cyklen. Han fik dog kolde fødder og henvendte sig senere på aftenen på politistationen med cyklen, hvor han blev sigtet for cykeltyveri. En 18-årig mand er også sigtet i sagen, fremgår det af politiets døgnrapport.