Politiet fandt lidt over 200 gram hash i kiosken. 46-årig mand fængslet.
En 46-årig mand blev i går onsdag fremstillet i lukket grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing og varetægtsfængslet i knapt fire uger, sigtet for salg af hash fra en kiosk i Vestergade i Sakskøbing.
Manden blev sammen med en 23-årig mand anholdt tirsdag aften og sigtet i sagen. Den 23-årige blev dog ikke fremstillet i grundlovsforhør.
I forbindelse med politiets besøg i kiosken fandt betjentene lidt mere end 200 gram hash på stedet. Den 46-årige nu fængslede er i forvejen sigtet i andre lignende sager. Han er ifølge eget udsagn indehaver af kiosken, oplyser Ove Groth fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.