Når det igen bliver muligt at tage på indkøb i Tyskland, er der et stykke tid en butik mindre at handle i.
Mandag blev Calles grænsebutik i Industriestrasse i Burg ramt af en voldsom brand, hvor op mod 80 brandfolk blev sat ind for at bekæmpe flammerne.
Omkring klokken 9.00 blev samtlige brandværn på øen suppleret med hjælp fra fastlandet sat ind for at bekæmpe den voldsomme brand, der havde fået fat i tagkonstruktionen på den omkring 800 kvadratmeter store grænsebutik,
Mens de omkringboende blev bedt om at holde sig inden døre, arbejdede brandfolkene indtil omkring klokken 13.00, hvor branden var slukket: Da var det meste af bygningen ødelagt, og politiet fortæller om skader for flere millioner kroner.
Ifølge Polizeidirektion Lübeck opstod branden på grund af uforsigtig omgang med Ild. Avisen Lübecker Nachrichten skriver, at den opstod efter brug af en ukrudtsbrænder.