Den kroatiske familie, som blandt meget andet er tiltalt for flere hjemmerøverier på Lolland-Falster, får snart afgjort deres sag.
Den store hjemmerøversag, hvor en kroatisk familie på fem og en af deres venner er tiltalt, afgøres kort efter nytår.
Det oplyste Retten i Nykøbing tirsdag, da retten afsluttede bevisførelsen i den omfattende sag.
Anklager Susanne Bluhm skal 8. januar komme med sit indlæg i sagen. Samme dag kommer et par af forsvarerne også til.
Resten af proceduren, hvor fire forsvarere skal tale, finder sted 9. januar.
Derefter kan rettens dommere og nævninge afgøre sagen mod de seks tiltalte, der er tiltalt for mange grove hjemmerøverier, blandt andet på Falster.
Afgørelsen ventes også at falde i begyndelsen af januar.