Annonce
112

Mand dømt for at ville brænde hus af

Den dømte mand forklarede nøgternt om, at han pågrund af stort alkoholindtag dårligt huskede, hvad der var sket. Foto: Anders Knudsen

Dømt husker ikke ret meget om spritkørsel, trusler og forsøg på brandstiftelse

LOLLAND En tidligere omtalt drukskandale i Bandholm 17. juni fik mandag en udløber ved Retten i Nykøbing. Her idømte en enig domsmandsret en 51-årig mand tre måneders betinget fængsel med en prøvetid på et år.

Manden var tiltalt for sin rolle i to forskellige episoder, og den ved Bandholm Hotel - hvor han ved 23-tiden om aftenen havde kørt spirituskørsel og påkørt en anden bil - var den mindst alvorlige, selv om promillen blev målt til 2,66. Langt mere alvorlig var en episode et par uger forinden.

31. maj om morgenen havde han nemlig stærkt beruset - promillen blev efterfølgende målt til 2,29 - kørt ud til et hus og med en dunk benzin og en lighter truet en anden mand med at brænde hans hus ned.

Den 51-årige var derfor tiltalt for både trusler og forsøg på brandstiftelse, men han nægtede begge dele.

Strid om havemøbler

I retten fortalte han og beboeren i huset om længere tids konflikt. De to havde kendt hinanden i en årrække, været på sejltur sammen og fejret jul sammen, og den 51-åriges hustru havde udlejet et hus til beboerens søn, som hun har været lærer for.

Huset var til salg, og aftalen var, at lejemålet skulle ophøre, når huset blev solgt.

En dag opsagde hustruen lejeaftalen. Men det skete ud af det blå via sms, og det var ikke i orden, syntes drengens forældre, som tog ud til den 51-årige og hans hustru for at brokke sig.

Det resulterede i et skænderi, hvor gemytterne kom i kog.

Senere opstod en ny konflikt, for den 51-årige mente, at lejerne havde taget hans haveredskaber og havemøbler med sig, da de flyttede. Det førte til en konflikt med lejerens far.

- Jeg har snakket med ham og sagt, at dem vil jeg gerne have tilbage. Men det kunne jeg ikke få. Jeg var derude på et tidspunkt og sagde, at dem ville jeg gerne have, men han valgte at køre efter mig hele vejen til Maribo, fortalte den 51-årige i retten.

Han kom jævnligt forbi farens hus, og en dag så han havemøblerne stå der, og det førte kort efter til episoden 31. maj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Benzindunk og lighter

Faren var indkaldt som vidne i retssagen og fortalte, at han tidligt om morgenen 31. maj havde fået et opkald fra den 51-årige, som havde krævet 17.000 kroner, sønnen skyldte. Hvis ikke den 51-årige fik pengene, ville han brænde farens hus af. Faren havde straks ringet til politiet og fortalt om truslen, og meldingen var, at han skulle ringe igen, hvis den 51-årige dukkede op.

Det gjorde han et kvarters tid senere, og han havde en dunk benzin i den ene hånd og en lighter i den anden. Faren gik indenfor og ringede til politiet igen, og gennem en glasdør kunne han se den 51-årige flytte havemøblerne hen foran døren og begynde at skrue låget af benzindunken.

For at standse ham greb faren et rør fra en støvsuger, fik skubbet havemøblerne væk fra døren og kom ud og fik skubbet den 51-årige væk - alt imens alarmcentralen kunne lytte med.

- Jeg kunne se i hans øjne, den var helt gal. Og der bliver lidt håndgemæng, så kommer politiet, sagde faren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Husker kun i glimt

Den 51-årige selv huskede ikke ret meget - hverken om det, der var sket ved Bandholm Hotel, eller det med benzindunken.

- Jeg har haft en høj promille, fordi jeg har haft et ufornuftigt forhold til alkohol. Men jeg har fået styr på det, sagde han og fortalte, at han har været på seks ugers Minnesotakur.

De to episoder huskede han derfor kun i glimt. Hvad han skulle på Bandholm Hotel den aften, hvor hans hustru var på hotellet i arbejdsmedfør, anede han ikke.

- Jeg skal ikke kunne sige, hvad der er gået igennem mit hoved på det tidspunkt. Jeg ved, min hustru var der. Men i hvad ærinde, jeg skulle være der, er lidt diffust. Der har min promille også været ret høj, så det går hen og bliver sådan noget miskmask. Jeg ved bare, at pludselig sidder jeg i en bil på parkeringspladsen. Jeg er lige bakket ind i en bil. Jeg står ude foran, og pludselig står der en masse mennesker, der bliver meget højlydte. Og jeg bliver lidt bange, så jeg sætter mig ind i bilen, for de er mig ikke venligt stemt, forklarede han og fortalte, at han havde oplyst sit navn og cpr-nummer til ejeren af den bil, han havde påkørt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Står med støvsugerrør

At den 51-årige havde gjort noget forkert, lagde han dog ikke skjul på.

- Jeg er ret sikker på, jeg har kørt spirituskørsel, og jeg må have bakket ind i ham, sagde han og afviste at kunne sige, hvor meget han havde drukket.

- Jeg kan ikke sætte centiliter på, men det må være væsentligt - nok til, at jeg ikke kan huske ret meget.

På samme vis var det begrænset, hvad han kunne fortælle om det andet forhold med benzindunken, lighteren, havemøblerne og støvsugerrøret.

- Pludselig ser jeg ham stående med et støvsugerrør, og jeg kommer ind i politibilen, og pludselig er jeg på politistationen. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom hjem. Jeg har prøvet at stykke det sammen, sagde han.

Men han huskede, at han gerne ville have sine havemøbler tilbage. De var af mærket Jutlandia og nemme at genkende, mente han. Men i retten afviste faren, at det var den 51-åriges havemøbler, han havde stående.

- Det er mine. De er fra mine forældre, og det kan jeg bevise, sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Er ikke sådan

Selv om den 51-årige altså ikke huskede meget, nægtede han sig som nævnt skyldig i trusler og forsøg på brandstiftelse. Sådan var han nemlig ikke, lod han forstå.

- Det lyder meget langt fra den måde, jeg er på - beruset eller ej. Jeg er ikke voldelig. Jeg kan godt lide at snakke, sagde han og afviste, at han ville brænde noget af.

- Jeg har ikke nogen grund til at gøre det. Det ligger så langt fra min virkelighed.

En del af retssagen kom til at handle om benzindunken. Den 51-årige fortalte, at han har en benzindunk til sin motorsav og en anden til sin græsslåmaskine, og at begge dunke er grønne. Men den benzindunk, politiet fandt, var grå og kunne derfor ikke være hans, argumenterede hans forsvarer, som kritiserede, at politiet ikke havde undersøgt dunken for fingeraftryk eller dna, så det kunne bevises, at hans klient havde haft fat i den.

På samme vis kritiserede han, at der ikke blev fremlagt dokumentation for, at hans klient skulle have ringet til faren den morgen. Han påpegede, at faren ikke var noget uvildigt vidne, da der jo havde været konflikter imellem ham og den 51-årige.

Men retten fandt farens forklaring troværdig og sammenhængende, og den 51-årige blev derfor fundet skyldig i at have fremsat trusler og at have forsøgt brandstiftelse. Den 51-åriges forklaring om, at han bare ville hente havemøblerne, troede retten ikke på - for der ville ikke være plads til dem i bilen. De to tilfælde af spirituskørsel var erkendt og dokumenteret med blodprøver, så de forhold blev han også fundet skyldig i.

Den 51-årige var i øvrigt tiltalt for, at han ved episoden ved Bandholm Hotel 17. juni havde kørt bil uden at have førerret. Men det forhold endte han med at blive frikendt for. Efter sagen med brandstiftelsen havde han ganske vist fået besked om, at hans førerret blev inddraget - men det ville først ske med virkning fra 31. juni, og derfor havde han stadig førerret den aften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Audi A3 konfiskeret

Udover den betingede fængselsdom blev den 51-årige idømt 80 timers ulønnet samfundstjeneste, frakendt førerretten i fem år og pålagt en bøde på 3.000 kroner, ligesom han skal betale sagens omkostninger. Derudover fik han konfiskeret bilen - en sort, femdørs Audi A3 Sportback fra 2014. Han skal også være under tilsyn af Kriminalforsorgen, og - hvis Kriminalforsorgen finder det relevant - gå i behandling for alkoholmisbrug.

Den 51-årige valgte at modtage dommen, og undervejs i sin forklaring gav han udtryk for fortrydelse over striden om havemøblerne:

- Det var en bagatel, og det var fuldstændig åndssvagt og uheldigt, det kommer hen i den her situation.

  • Den dømte mand forklarede nøgternt om, at han pågrund af stort alkoholindtag dårligt huskede, hvad der var sket. Foto: Anders Knudsen
Annonce
112

15-årig overfaldet: Fire personer anholdt

112

Stoppet med slagvåben og pistoler i bilen

Annonce
Annonce
112

15-årig overfaldet: Fire personer anholdt

112

Stoppet med slagvåben og pistoler i bilen

Sport

2.400 billetter solgt: Storkamp nærmer sig udsolgt

Indland

Ydermure er styrtet sammen i den udbrændte del af Børsen

Guldborgsund

Jyder tabte i Højesteret: Guldborgsund Kommune vinder strid om millioner

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Lolland

Politiet måtte give fortabt: Nu er påskemysteriet opklaret

112

National politienhed ransager på Falster: Sag af særlig grov karakter

Guldborgsund

Unikt projekt: Sygehuspatienter kan nu modtage behandling i eget hjem

112

En person kørt på sygehuset efter sammenstød i trafikken

Sport

Lokal bokser bliver hovednavn ved professionelt stævne

Lolland

Kommune fik kritik for ventetid: Handleplan skal rette op

Lokal nyt

Kæmpe-lukning får konsekvenser: Fyringer rammer også lokalt

Lolland

Rundt på gulvet over stor donation

Sport

Maribo-dreng skifter til dansk traditionsklub

Lokal nyt

Efter slagteri-lukning: Frygter at lokale svineavlere stopper

Annonce
Annonce
Lolland

Stor åbningsfest: - Jeg skal bare købe toiletpapir

Indland

Afspærringer omkring Børsen opretholdes indtil mandag morgen

Indland

Danish Crown lukker Ringsted-slagteri og nedlægger 1200 job

Indland

Danish Crown lukker Ringsted-slagteri og nedlægger 1200 job

Lolland

Kæmper mod tiden: Snart kan drømmen blive knust

Indland

Boligmarkedet er stadig på lavt blus efter marts-fremgang

112

Blev opdaget: Solgte narko på byens torv midt om dagen