OPDATERET 13.40: Lørdag morgen blev en mand udsat for et groft røveri i sit hjem. Natten til tirsdag blev en af de formodede gerningsmænd anholdt.
En mand fra Nørre Alslev blev lørdag morgen klokken 8.45 udsat for, hvad politiet betegner som et groft hjemmerøveri i sit hjem i Nørre Alslev.
Han blev opsøgt af to gerningsmænd, og ved at bruge vold tvang de ham til både at udlevere sit hævekort med tilhørende kode samt sin bil.
Gerningsmændene kørte derefter fra stedet i offerets bil og nåede at hæve et ikke nærmere angivet beløb i hæveautomater i både Nørre Alslev og Nykøbing.
Natten til tirsdag klokken halv tre lykkedes det så politiet at anholde en af de formodede gerningsmænd, en 28-årig mand fra lokalområdet, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Manden fremstilles netop nu i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing - et retsmøde, som ventes at finde sted for lukkede døre, da den anden gerningsmand fortsat er på fri fod.
Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen ønsker af hensyn til efterforskningen og grundlovsforhøret ikke at komme med ret mange yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.
Han fortæller dog til folketidende.dk, at den anholdte 28-årige er fra Nordfalster og er kendt af politiet i forvejen.
Manden der blev udsat for hjemmerøveriet er ikke hospitalsindlagt, og han har det efter omstændighederne godt.
Hvis man måtte ligge inde med oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.