To fritidsdykkere fandt en livløs mand i et havnebassin udenfor Nyborg. Manden er fortsat i kritisk tilstand.
En mand i 40'erne er lørdag aften blevet reddet op fra et havnebassin ved Nyborg af to fritidsdykkere.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Den livløse mand blev fundet i den tidligere Knudshoved færgehavn lidt udenfor Nyborg.
De to dykkere fik den livløse mand op af vandet, mens et tredje vidne slog alarm. Den hurtige reaktion kan få afgørende betydning for manden.
- Det er virkelig sublimt arbejde, og det har gjort, at der i hvert fald er en teoretisk mulighed for, at manden overlever, siger Peter Bisgaard, der er indsatsleder ved Fyns Politi, ifølge Fyens Stiftstidende.
Manden måtte genoplives på stedet og blev siden kørt til Odense Universitetshospital.
Tilfældigvis var der en ambulance få hundrede meter derfra, da den var ved at tanke benzin.
Hans tilstand beskrives fortsat som kritisk, oplyste politiet til Fyens Stiftstidende lørdag aften.
Politiet ved ikke, hvordan ulykken skete eller hvor længe, manden har ligget livløs i vandet.
De to fritidsdykkere mener dog at have set manden i området tidligere på dagen.