En 32-årig mand blev dræbt, da han kørte galt under en øvelseskørsel på motorcykel på Padborg Park.
En 32-årig mand blev fredag eftermiddag dræbt ved en ulykke på motorsportsanlægget Padborg Park.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 15.59.
- Han skulle køre test på motorcykel, da det gik galt. Han rammer et autoværn og bliver slynget af motorcyklen, fortæller politiets vagtchef Erik Lindholdt.
Den 32-årig blev dræbt på stedet ved ulykken.
Politiet kan fredag aften ikke sige noget om, hvorfor det gik galt for motorcyklisten.
En bilinspektør er tilkaldt for at efterforske ulykken, ligesom Arbejdstilsynet er tilkaldt, da motorsportsanlægget også er en arbejdsplads.
- Desuden er kriseberedskabet aktiveret for at tage sig af de ansatte og de øvrige gæster, der overværede ulykken, siger Erik Lindholdt.
De pårørende til motorcyklisten er underrettet om ulykken.
Padborg Park ligger i Vesterbæk omkring seks kilometer nordvest for Padborg, og har en 2150 meter lang motorsportsbane.
Anlægget bruges blandt andet til køretekniske kurser, biltest og motorcykeltest. Tre dage om ugen bruges det til motorsport, fremgår det af Padborg Parks hjemmeside.
32-årig mand fra Østjylland forulykket under MC testkørsel ved Padborg Park. Efterfølgende erklæret død. Ingen andre involveret. Undersøgelserne omkring uheldet er afsluttet og de pårørende underrettet/Vagtchefen #politidk
— Sydjyllands Politi (@SjylPoliti) October 22, 2021