OPDATERET MED FOTOGRAFIER: Lørdag aften udbrændte et skur i en baghave, mens beboerne var på camping.
SØLLESTED Lørdag lidt før klokken 22 kunne beboere på Hovedgaden i Søllested se brand i en baghave hos en af deres naboer. Lolland-Faster Brandvæsen blev tilkaldt og rykkede ud med otte mand med indsatsleder Martin Mikkelsen i front.
Han kunne konstatere, at det var et redskabsskur bagerst i en have, der brændte, og at der var gasflasker i skuret. Dem fik brandfolkene reddet ud, men skuret var ikke til at redde.
Det udbrændte totalt, og efter en times tid på stedet var brandfolkene ved at være færdige med efterslukningen.
Beboerne var ikke selv hjemme - de var på camping - og blandt andet derfor kan Martin Mikkelsen ikke sige noget om, hvordan branden er opstået.
- Jeg har ikke talt med ejerne, så det er svært at udtale sig om, fortalte han ved 23-tiden og tilføjede, at beboerne var blevet orienteret om branden og på vej hjem for at bese skaderne.