Kort før jul blev Rolexforretning frarøvet ure til en værdi af over 7,5 millioner. Nu er to mænd fængslet.
Bevæbnet med en skarpladt pistol og en økse trængte to mænd den 6. december ind i det juletravle stormagasin Illum på Strøget og frarøvede Rolexforretningen Bucherer ure for millioner.
Onsdag blev den ene af de formodede røvere i Dommervagten i København varetægtsfængslet i foreløbig 13 dage. I forvejen sidder en 36-årig mand varetægtsfængslet i sagen.
De to maskerede mænd kom løbende ind hos guldsmeden. Mens den ene - ifølge sigtelsen den 36-årige - holdt personalet i skak med en pistol, gik den anden løs på udstillingsmontrerne med en økse.
Montrerne blev tømt for 59 ure til en samlet værdi af 7.599.800 kroner, hvorefter gerningsmændene stak af på cykler.
Røveriet satte København på den anden ende, fordi politiet i første omgang blot fik at vide, at der var set en bevæbnet mand i Illum.
Det udløste en storstilet politiaktion. Store dele af indre by blev spærret, togene fik ikke lov til at stoppe på den nærliggende Nørreport Station, og metroen måtte ikke stoppe på Kongens Nytorv.
Allerede kort efter røveriet anholdt politiet en 36-årig mand. I grundlovsforhøret dagen efter erkendte han, at han havde deltaget i røveriet.
Det gjorde den 31-årige, som blev fremstillet onsdag, ikke. I grundlovsforhøret ville han hverken udtale sig eller tage stilling til sigtelsen.
De to nu varetægtsfængslede mænd er sigtet for at have udført røveriet, men politiet mener, at de på en eller anden måde har fået hjælp af en tredje person.
Af sigtelsen mod den 31-årige fremgår det, at han skal have udført røveriet "i forening og efter forudgående aftale" med den 36-årige og en tredje medgerningsmand.