Rutinecheck førte til sigtelse for biltyveri og tyveri af musikanlæg.
Under en rutinemæssig kontrol standsede politiet natten til fredag en 27-årig mand fra Øster-Ulslev.
I bilen havde den 27-årige et komplet musikanlæg med mærker på siden efter opbrud. I bilen lå desuden diverse skruetrækkere, en lommelygte og en halsedisse, der kan dække hals og mund, oplyser Lolland-Falsters Politi.
Politiet valgte på den baggrund at sigte ham for tyveri. Han blev desuden sigtet for kørsel uden førerret og brugstyveri af bilen, idet bilens ejer ikke havde givet ham lov til at låne den.