Holdt kvinde indespærret i hendes hjem og fjernede hendes hund.
En 50-årig mand blev søndag kort før midnat anholdt i Stubbekøbing for blandt andet at have frihedsberøvet en 47-årig tidligere kæreste i hendes bopæl i Gedser.
Episoden begyndte allerede lørdag, hvor den 50-årige troppede op hos den 47-årige kvinde i Gedser og tog hendes hund.
Politiet klassificerer det som et røveri. Søndag aften ankom den 50-årige igen til kvindens bopæl, hvor han kom med trusler og holdt kvinden indespærret i hjemmet.
Den 50-årige mand blev ved sin anholdelse sigtet for blandt andet trusler, frihedsberøvelse, husfredskrænkelse og straffelovens paragraf 123, der omhandler trusler, der skal forhindre en person i at gå til politiet.
Han bliver mandag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Nykøbing.