19-årig mand varetægtsfængslet for vold mod kæreste natten til søndag.
En 19-årig mand blev natten til søndag klokken 00.48 anholdt af politiet på en adresse i Rødby og efterfølgende varetægtsfængslet.
På adressen havde den 19-årige slået og udøvet vold mod en kvinde, som han var i et parforhold med. Kvinden anmeldte episoden, hvorefter politiet kom til adressen og anholdte den 19-årige.
Manden var kendt af politiet i forvejen og blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet indtil 7. august.