cookie-og-privatlivspolitik
Så kommer der nye beboere til Hasselø-lejren, der blev den centrale lejr på Lolland-Falster.

4

Billeder

Så kommer der nye beboere til Hasselø-lejren, der blev den centrale lejr på Lolland-Falster.
Foto: Fra bogen "Bag Pigtråd"

2. Verdenskrig

I tusindvis kom de ...

I foråret og sommeren 1945 kom mange tyske flygtninge til Danmark. Læs uddrag af bog om de mange flygtninge, der for 75 år siden efter verdenskrigen søgte ly og tryghed på Lolland-Falster.




21. juni 2020 kl. 09:42 Af Arne Skafte Jensen

Annonce

I foråret og sommeren 1945 kom mange tyske flygtninge til Danmark.
I 2017 udgav Kulturmindeforeningen i Nykøbing og Museum Lolland-Falster årbogen "Bag Pigtråd" om flygtningesituationen.
Bogens skribent er tidligere og mangeårig journalist på Folketidende, Arne Skafte Jensen. Folketidende bringer her et uddrag fra bogen om de mange flygtninge, der for 75 år siden efter verdenskrigen søgte ly og tryghed på Lolland-Falster.

Siden tidernes morgen har der været folk på flugt, hvad enten som forfulgt og dermed med frygt for at miste livet eller direkte etnisk forfølgelse. I dette tilfælde var der tale om simpel overlevelse. Flygtningene har barske betingelser. Store befolkningsgrupper ser mere eller mindre skævt til denne uvelkomne befolkningsdel i "puslingelandet, der hygger sig i smug".

Det er ikke bare i dag, at magthaverne og deres støtter mere eller mindre skingert diskuterer niveauet for den hjælp, landet er forpligtet til ifølge internationale konventioner, og nogle politikere går så tæt på grænserne, at man ret ofte oplever klagesager, der udstiller reglernes utilstrækkelighed.


Også dengang

Den diskussion havde man også for 70 år siden, da Tyskland brød sammen, og Danmark blev overskyllet af tyske flygtninge. Det var de samme grundholdninger, der kom frem. Men hvordan var egentlig forholdene og betingelserne der tilbage i 1945-49, hvor flygtende civile tyskere væltede ind over Danmark.

I krigens sidste dage var Danmark og Nordtyskland det sidste område under tysk kontrol.

Ved kapitulationen opholdt mellem 250.000 og 300.000 flygtninge sig i Danmark - og med en ordre, som ikke kunne misforstås, fra de britiske besættelsesmyndigheder om at tage sig af de mange flygtninge.

Det tog fire år. Hasselø-lejren blev nedlagt i foråret 1947, og den sidste tyske flygtning forlod Danmark i februar 1949. Af den kvarte million tyske flygtninge i Danmark døde over 17.000.

Med nedslidte betingelser gik de danske myndigheder i gang med at leve op til de praktiske opgaver. De skulle sørge for rimelige toiletforhold, ordentlig mad, tag over hovedet samt diverse adspredelser, der aldrig kunne blive andet end nødløsninger.

Når det overhovedet lykkedes, skyldes det først og fremmest, at Statens Civile Luftværn allerede under besættelsen havde udarbejdet en beredskabsplan til brug, hvis der udbrød kampe eller blev bombarderet. Det skete ikke, men så havde man jo beredskabsplanen.

De næsten 300.000 flygtninge blev sendt hjem løbende. Normalt tog det et par år at få styr på den enkeltes identitet og mulighederne hjemme i Tyskland.

Til sammenligning var antallet af asylansøgere i 2015 på godt 21.000, da tallet var højst i nyere tid, og lidt over 6.200 i 2016.


Skulle bare hjem

Der har været megen diskussion om, hvorvidt flygtningene blev behandlet rimeligt. Der er ingen tvivl om, at man her 70 år efter kan sætte fingeren på uheldige episoder.

Men i maj 1945 var der mange danskere, som havde et regnskab at gøre op med besættelsesmagten. Dog blev arbejdet lettere af én bestemt grund: Såvel de danske medarbejdere som de tyske flygtninge havde samme mål: At få sendt tyskerne hjem så hurtigt som muligt.

Af de mange flygtningelejre blev Hasselølejren meget naturligt stående i lokalbefolkningens bevidsthed.

At bygge en by med en befolkning på i hvert fald 4.000-5.000 og pille den ned igen - alt sammen på et par år - var ikke hverdagskost.

Den danske flygtningeadministration beregnede efter de sidste flygtninges hjemsendelse, at prisen for at huse og tage sig af hele flygtningestrømmen beløb sig til 420 millioner kroner.

Til sammenligning svarer det til omkring ni milliarder i nutidskroner. Allerede i sommeren 1945 var cirka 10.000 danskere beskæftiget på flygtningeområder. Retfærdigvis må det også siges, at den første afvisning af hjælp fra det danske sundhedsvæsen blev opblødt væsentligt, og syge tyske flygtninge blev sikret ret til behandling af enten speciallæge eller sygehus.


Derfor kom de til os

Flugten fra de østlige tyske områder omfattede blandt andet historiens største skibskatastrofe med næsten 10.000 ofre.

Langsomt lagde luksusfærgen (nu troppetransportskib) fra land i den okkuperede polske by Gdynia denne 30. januar 1945 og stod ud i Østersøen med kurs mod Danmark. De over 10.000 tyske flygtninge fra de østlige tyske provinser havde klaret sig om bord på den håbløst overfyldte tyske luksusfærge "Wilhelm Gustloff" og var dermed del af den største flytning af mennesker siden oldtidens folkevandringer. Her var der lagt fra land - og flygtningene, der troede sig sikrede - kunne ikke her ved sejladsens start forestille sig, at for dem sluttede flugten på havbunden midt i Østersøen, da "Wilhelm Gustloff" blev torpederet af en russisk ubåd.


Største katastrofe

De næsten 9.500, der druknede - halvdelen var børn - gjorde det til den hidtil største skibskatastrofe med et enkelt skib i historien. Kun et minimalt antal flygtninge nåede frem til det endnu tysk-kontrollerede Danmark.

Men hvad var det, der fik millioner af civile til at trodse alle naturlove? Hvorfor var det først og fremmest de østlige områder, der blev tømt for tyskere?

Svaret er enkelt nok: DEN RØDE HÆR. Man kan sige, at tyskerne selv bad om det. Da den tyske hær i sommeren 1941 invaderede Rusland, skete det med ufattelig brutalitet, specielt når de tyske SS-enheder var indblandet.

Den tyske civilbefolkning havde al mulig grund til at frygte konsekvenserne, da Den Røde Hær slog igen og begyndte at sætte sig i bevægelse fra Østpreussen mod vest ved nytårstid 1944-45. Den var nemlig mindst lige så brutal.

Næste del af forklaringen hedder ØSTPREUSSEN.

Da befolkningen blev evakueret eller flygtede, var det med en urokkelig tro på, at man kom tilbage til Østpreussen, når forholdene var mere overskuelige.

Her ligger det virkelige traume. Østpreussen med hovedbyen Kønigsberg var tysk kerneland, hvis historie som kernetysk område rækker århundreder tilbage med tysk sprog, tysk erhvervsliv og i det hele taget tysk hverdag og den righoldige tyske kultur.

Denne artikels forfatter havde sin hverdag i Flensborg i 60'erne, da danskerne stadig holdt liv i et lille håb om genforening. Men langt større og vel også mere velbegrundet var håbet hos de mange tyske flygtninge i Sydslesvig, der aldrig accepterede, at det mest tyske af det tyske ikke måtte være det. De havnede her, fordi det ved krigens slutning var det sidste tysk-kontrollerede område i Tyskland.

Jeg brugte et pensionat i byen og spurgte ved en lejlighed servitricen, hvor i Tyskland hun kom fra.

- Jeg boede i Königsberg. Du kan ikke forestille dig en mere vidunderlig by. Den journalistiske nysgerrighed vågnede lige på stedet. Og jeg foreslog en historie om hendes skæbne. Hvornår lærer man at holde mund i tide?

Afslaget var venligt, men bestemt. Med blanke øjne og et par tårer trillende forklarede hun, at det - her 15-20 år efter - stadig gjorde for ondt at snakke om. Østpreussen blev delt mellem Polen og Rusland. De 3,5 millioner tyskere, eller 96 procent af befolkningen, flygtede eller blev evakueret, mens Rusland gjorde Kaliningrad (Kønigsberg) til base for sin Østersø-flåde og ødelagde byens image som smuk, ren og velholdt.

Og hvem sagde etnisk udrensning...


Her lå lejrene

Vort svenske broderfolk fik en særlig plads i arbejdet med at give de mange flygtninge en rimelig behandling. Allerede før den tyske kapitulation var alle klar over, at det drejede sig om at skaffe flygtningene et hæderligt sted at bo og noget at spise. Bosætningen blev klaret positivt - først og fremmest i kraft af hjælp fra Sverige. Svaret hed træbarakker, som svenskerne stillede til rådighed.

En særlig plads fik også Hasselø-lejren, der blev udset til at være den centrale lejr for hele Lolland-Falster, efterhånden som de øvrige lokale forlægninger blev nedlagt. På kortet kan man se de mange flygtningelejres placering. Man skal også lægge mærke til, at selvom de tyske flygtninge langt er i overtal, findes der også allierede flygtninge. Sådan var billedet i maj 1945 på Lolland-Falster:

Pederstrup: Indrettet til tyske flygtninge i juli 1945. Nedlagt i maj 1946.

Bremersvold: Allierede flygtninge i hovedbygningen. Administreret af Røde Kors.

Nørregaard ved Sakskøbing: Tyske flygtninge anvises plads i det gamle kornmagasin på Nørregaard. Lejren nedlægges i november 1945.

Berritsgaard: Bygget som baraklejr til dansk militær i 1942, beslaglagt af tyskerne året efter. Slottet og baraklejren blev efter befrielsen brugt til ophold for tyske flygtninge. Lejren rømmes i 1947.

Krenkerup: Tyske flygtninge på slottet, i kavalérfløjen og godsforvalterboligen. Rømmet 1947.

Marielyst: Badehotellerne beslaglagt før befrielsen. Hotellerne og Dansk Folkeferies ferieby brugt til tyske flygtninge frem til foråret 1946.

Stubberupgaard: Startende som tysk flygtningelejr, sidst i maj 1945 omdannet til allierede flygtninge under Røde Kors. De allierede flygtninge kom hurtigt videre i systemet, og fra november 1945 var der igen tyske flygtninge i Stubberupgaard-lejren. Nedlagt sommeren 1946.

Hasselø: Et stort areal var allerede forholdsvis tidligt i krigen taget ind til tyske militære formål - blandt andet til en af de mest avancerede militære lytteposter i Europa. Hovedlejr for tyske flygtninge på Lolland-Falster. Baraklejren var bygget til at kunne huse 3.800 flygtninge. Da der var flest, talte lejren cirka 7.000 flygtninge. Sammentællinger i de lolland-falsterske politikredse fortæller, at der på dette tidspunkt (maj 1945) befandt sig 7.500 flygtninge på Lolland-Falster. De var godt nok i starten fordelt på de forskellige forlægninger og blev gradvist overført til Hasselø-lejren.

Det danske samfund som helhed modtog 280.000 flygtninge i de kaotiske dage og uger, da Tyskland brød sammen. Hasselø-lejren blev som den sidste på Lolland-Falster nedlagt og tømt i foråret 1947. I dag er der intet tilbage af lejren.


Hukommelsestab

Modstridende meldinger kom om, hvordan danskerne behandlede de tyske flygtninge, men det var ikke alt, som gik rimeligt til.

Når man tænker på, at Danmark omkring befrielsen stod med et flygtningeproblem af dimensioner, er det bemærkelsesværdigt at konstatere, at der næsten intet kildemateriale findes om denne meget markante opgave for det danske samfund. Drejer det sig om Hasselø, som trods alt var den centrale og efterhånden eneste flygtningelejr på Lolland-Falster, ligger Rigsarkivet inde med nogle få registreringsprotokoller for kirkelige handlinger blandt flygtninge, og det er så stort set det. Findes der materiale, skal det findes lokalt. Dårlig samvittighed? Man aner en slags kollektivt hukommelsestab.

Hvad finder man så bag tavsheden? De, som oplevede Hasselø-lejren, kan opdeles i flere kategorier. Den danske civilbefolkning viste med få undtagelser rimelig hjælpsomhed.

Det kniber i nogle sammenhænge mere med embedsværket. De tyske flygtninge blev af de danske myndigheder og af mange civile danskere betragtet som en slags ny besættelsesstyrke, og behandlingen af dem var indimellem ret diskutabel. Nogle har kaldt den skændig, andre mener, at de civile tyskere principielt også var fjender og måtte tage skade for hjemgæld. Andre igen var trætte af den menneskelige flodbølge, der stillede store praktiske og logistiske krav. Men bemærkelsesværdigt er det, at flere kilder tæt på eller direkte med i arbejdet ikke bar på noget tyskerhad. De betragtede de mange civile tyskere som en humanitær opgave mere end et humanitært problem.


Kvart million gæster

Ved den tyske kapitulation befandt sig i Danmark mellem 250.000 og 300.000 tyske flygtninge, der som en menneskelig flodbølge var skyllet op på de danske kyster.

Godt 17.000 flygtninge døde i Danmark - man regner med, at omkring halvdelen var børn. Langt de fleste omkom i tiden omkring Tysklands sammenbrud, hvor alt var kaos, hvor der manglede lægehjælp, men hvor skrabede portioner alligevel rakte til alle.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her