cookie-og-privatlivspolitik
05
jun

Demokrati er mere end bogstaver og ord

Skribent: Louise Lindhagen

Kandidat til Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Selvstændig kommunikationsrådgiver, SkarptSprog.dk.

Grundlovstale afholdt hos Konservative Lolland og Den Grønne Verden, den 5. juni 2021. Det talte ord gælder.

172 år.

I dag fejrer vi, at det er 172 år siden, at vores demokrati blev grundlagt. Og vi fejrer de borgere, der fredeligt gik til kongen i en tillidsfuld tro på, at de kunne sætte en stopper for enevælden og skabe et samfund, der blev styret af borgernes vilje.

I andre europæiske lande var borgerne vidner til blodsudgydelser og borgerkrigslignende tilstande, men i Danmark spirede vores demokrati med en respekt og en gensidig forståelse for, at borgerne ønskede at tage ansvar for deres liv og for det samfund, de var en del af.

Jovist, grundloven fra 1849 gav kun stemmeret til omtrent 15 procent af den danske befolkning. Men demokrati tager tid. Grundloven af 1849 lagde kimen til de frihedsrettigheder, som stadig er fundamentet for vores liberale samfund i dag: Religionsfriheden. Forbuddet mod vilkårlige fængslinger. Trykke- og ytringsfriheden. Forsamlingsfriheden. Og ikke mindst, den ukrænkelige ejendomsret. Det er rettigheder, der udgør en kerne i vores frie og trygge demokrati.

Som historiker fornemmer jeg et særligt sus på en dag som i dag. Det er ikke kun suset fra vinden, der blæser i trækronerne, og som bringer duften af Lollands frugtbare muld til vores næsebor. Det er også et historisk vingesus, der minder mig om, at vi lige nu er ved at skrive historie. Sammen skriver vi – du og jeg – en historie på traditionen for at samles og fejre vores demokratis historie.

Corona

Netop i år er fejringen af grundlovsdag vigtigere end nogensinde. Fra december 2020 og mange måneder frem blev en stor del af vores fundamentale frihedsrettigheder taget som gidsler i kampen mod at håndtere den mikroskopiske fjende, coronavirus. Der blev sat loft over forenings- og forsamlings-friheden, så det kunne være svært at finde plads i sin sociale boble til at se sine nærmeste. Mange selvstændige, særligt i detailhandlen og oplevelsesbranchen, oplevede, hvordan nedlukninger truede deres livsværk. Den private ejendomsret blev sat skakmat, da millionvis af mink blev aflivet for at undgå udbredelsen af en resistent virustype. Familier blev ikke bare frarøvet deres levebrød, men hele deres identitet.

Gennem det seneste år har vi levet i en sundhedsmæssig undtagelsestilstand. Vi har alle set de skrækkelige billeder, først fra Italien, hvor lig blev kørt væk i militære lastbiler. Og senest fra Indien, hvor coronavirus udviklede sig til en humanitær katastrofe, og synet af krematorier og ligafbrændinger har prentet sig ind på vores kollektive nethinde.

Det har vi været forskånet for i Danmark, men det har ikke været en gratis omgang. Hverken i økonomisk eller demokratisk forstand.

Økonomisk kommer vi som danskere til at afdrage på den offentlige gældsstiftelse i årtier – en gæld, som vi trods alt kan leve med, fordi der grundlæggende er en sund balance mellem indtægter og udgifter, import og eksport, i den danske økonomi.

Men demokratisk er der sket et skred, hvor både støttepartier og oppositionspartier blev sat uden for indflydelse. Det er et brud på den tradition, der kendetegner det danske demokrati. En tradition for inddragelse af Folketinget og brede, politiske kompromiser.

Sundhed må aldrig igen blive et autoritært argument.

Mit politiske pejlemærke

På en dag som Grundlovsdag skal man selvfølgelig se tilbage, men man skal aldrig se tilbage for at pege fingre. Man skal se tilbage for at tage ved lære af sine erfaringer og for at kunne gøre det bedre fremover. Jeg er gået ind i politik og har takket ja til at være folketingskandidat, fordi jeg ønsker at tage et aktivt ansvar for udviklingen af vores samfund. En udvikling, hvor vi reparerer de revner, der er kommet i vores rettigheders fundament, og derefter bygger videre på vores folkestyre.

Mit personlige politiske pejlemærke er tillid. Jeg er taknemmelig over at være vokset op i et samfund, i et land, hvor vi har tillid til hinanden. Jeg skal dog være ærlig, at jeg blev lidt overrasket, da jeg flytte-de til Falster for seks år siden og så, hvordan tillid også kan tolkes, nemlig som at lade nøglen sidde i sin traktor eller undlade at låse hoveddøren. Det er lidt sjovt, men det er også smukt.

Tillid opstår, når vi lærer hinanden at kende på tværs af sociale skel. I Folkeskolen. I Forsvaret. I foreningslivet. I forretningslivet. Når vi har en så stærk tro på vores egne værdier og derfor tør møde mennesker med andre værdier, andre erfaringer og andre kulturelle baggrunde. Og ikke mindst, når vi tør at blive klogere.

Forretningslivet

Lad mig starte bagfra, med forretningslivet. Siden 2018 har jeg været selvstændig, og jeg har set, hvor innovativt og idérigt vores forretningsliv er på Lolland-Falster. Lad mig påpege et helt konkret eksempel: Den Grønne Verden. Søllestedgaard Gods har en traditionsrig historie, og med det nye koncept har man bevæget sig mod en biodynamisk landbrugsdrift, der passer på vores jord til fremtidens gene-rationer. Grøntsager, urter, frugter og bær får deres saft og kraft fra solen, regnen og vinden. I køk-kenhavens ”baghave” står vindmøller og snart også solceller, der giver os alle en grønnere energifor-syning.

Det er en privat virksomhed, der har taget initiativ til at skabe dette. Det er en privat virksomhed, der går forrest i den grønne omstilling, og som har skabt et forbillede for andre i landbrugs- og oplevel-sesbranchen. Det er ikke politikere, det er en privat virksomhed.

Når man følger den politiske debat om den grønne omstilling, får man desværre ofte et andet indtryk af private virksomheder. De sviner og synder og udleder CO2 i svære mængder. Og ja, der er mange virksomheder, der ser sort på deres grønne regnskab, men det er også de virksomheder, der har det dårligste udgangspunkt for at konkurrere på et marked, hvor forbrugerne i højere og højere grad efterspørger bæredygtighed i indkøbskurven. Bæredygtighed er blevet et konkurrenceparameter, både danske virksomheder imellem, og også i en international kontekst, hvor Danmark kan bruge bæredygtig-hed til at brande sig som nation i verden.

Uanset hvad vi gør politisk, tager den grønne omstilling tid. Det er en bevægelse, der spirer nedefra. Som politikere er vi nødt til at have tillid til idéerne i erhvervslivet, understøtte dem på den bedst mulige vis. Vi skal ikke straffe, men motivere til grøn omstilling. Vi skal opkvalificere medarbejdere til at arbejde med grøn udvikling og skabe gennemsigtighed i varemærker, så forbrugere kan tage stilling til varer på et oplyst grundlag.

Men hele arbejdet for en grøn omstilling starter med tillid: Tillid til private virksomheder, tillid til for-brugerne – kort sagt, en tillid til, at vi kan sætte den grønne omstilling fri, som vi gør lige her på Lolland.

Foreningslivet

Et andet sted, hvor tillidsfulde relationer næres, er i foreningslivet. Og foreningslivet er noget, der er unikt for det danske samfund. Ingen andre steder i verden ser vi et så fintmasket foreningsliv, hvor frivillige ildsjæle tager ansvar, som i Danmark. Den private grundejerforening, idrætsforeningen, det lokalhistoriske arkiv, Hjemmeværnet og beredskabet – alle er eksempler på, hvordan vores samfund bliver bundet sammen af foreninger.

Det, som jeg finder særligt prisværdigt i foreningslivet, er grundlaget for den demokratiske samtale. Selv er jeg bestyrelsesmedlem i Falsters journalistforening og medlem af en partiforening, og begge steder oplever jeg, at journalistik og politik er andet end det, som vi læser i aviserne, ser i tv eller kommenterer på på Facebook. Foreningerne er steder, hvor vi udfolder en demokratisk samtale – hvor vi drøfter for og imod, vender ting på hovedet, og gør plads til forskellige meninger.

Det er unikt, fordi det viser, hvordan vi som danskere udlever vores demokratiske værdier i hverdagen – uden at vi nødvendigvis tænker over det.

Forsvaret

Et tredje sted, hvor tillid skabes på tværs i samfundet, er i Forsvaret. Jeg har arbejdet tre år i Forsvaret, og i ingen anden organisation er tillid så afgørende som i Forsvaret. Hvis ikke man har tillid til sin organisation, til sin overordnede eller til de andre soldater, når man sætter sit eget liv på spil, bliver missionen endnu mere faretruende.

Tillid opstår allerede, når man som værnepligtig er gennem de hårde måneder. I uniformen er alle ens, og bånd knyttes til kammeraterne, som man lader blod, sved og tårer trille sammen med. Under værnepligten møder man hinanden som mennesker, på tværs af kulturer, andre uddannelser og sociale skel, og derfor er værnepligten et helt essentielt middel til at kunne skabe tillid i samfundet.

Desværre er det alt andet end tillid, der gennemsyrer den politiske styring af Forsvaret lige nu – og det har konsekvenser for den tillid, medarbejderne har til hinanden, og vi som borgere kan have til organisationen.

Over flere år har effektiviseringer eroderet sammenhængskraften i Forsvaret og skabt en uklar ansvarsfordeling. De militære medarbejdere, der har skrevet under på, at de i værste fald vil dø for Danmark, bliver overhørt af politikere og regnearksledere, der ikke viser forståelse for de militære kompetencer. Det er som en ond spiral, der har skabt et giftigt miljø, der korrumperer, demotiverer og ødelægger organisationen indefra.

Hvis Forsvaret skal bestå og kunne yde et stærkt værn om Danmark, er der brug for at genoplive gnisten og tilliden blandt Forsvarets medarbejdere. Forsvaret kan og skal ikke styres som et hvilket som helst andet ministerium. Forsvarschefen er ikke en styrelseschef. Politikere skal have tillid til militær-faglige anbefalinger – det er den eneste måde, at tilliden kan genskabes.

Folkeskolen

Endelig er Folkeskolen en arne for tilliden i vores samfund. Her møder børn hinanden på tværs af sociale skel, forældrenes kulturer og uddannelsesmæssige baggrunde. Det er her, at vores børn for første gang sådan rigtigt får idéer og innoverer. Og det er hér, at det første skridt mod ytringsfrihed bliver taget, når børnene taler i klassen, og læreren giver alle børnene plads til at komme til orde.

Desværre er ytringsfriheden i folkeskolen og på andre uddannelsesinstitutioner kommet under pres. Det trækker tråde tilbage til sidste efterår, hvor en fransk gymnasielærer fik skåret halsen over af en islamisk terrorist. Gymnasielæreren havde undervist i ytringsfrihed og i den forbindelse vist tegningerne af Muhammad til sin klasse. Så de kunne drøfte dem og diskutere dem. Han havde lært dem om ytringsfrihed, og det blev hans død.

Islamistens koldblodede mord, terrorhandlingen, har også i Danmark sat gang i en debat om ytrings-frihed i undervisningen. For hvordan sikrer man fri undervisning i en fri folkeskole?

De gentagne sager om Muhammed-tegningerne har lært os alle, at vi har ytringsret. Som borger – som tegner, som satiriker, som debattør – kan man vælge at sige, eller man kan vælge at tie. Vi har retten til selv at vælge.

Men når det kommer til lærere i folkeskolen, på gymnasier og på videregående uddannelser, mener jeg ikke, at de har ytringsret. Lærere har en ytringspligt. Når lovgivning og religion støder sammen, har religionen vigepligt. Derfor har lærere også en pligt at undervise i historie, religion og kulturforståelse, og det bør selvfølgelig også være en pligt at undervise i den historiske sag, der førte til Danmarks største diplomatiske krise i nyere tid, herunder også at vise de tegninger, der bragte sindene i kog.

Hvis vi vil skabe et samfund, der beror på tillid, er der brug for en større forståelse for forskelligheder. Vi er nødt til at kunne tale om vores fortid, både den fortid, som vi er stolte af, og den, der gør ondt. I respekt for vores fortid og for vores fremtid må vi lige nu kalde tingene ved deres rette navn. Vi skal gøre det med respekt for vores medmennesker. Vi kan tage afstand fra fortidens menneskesyn, men hvis vi vil tage ved lære, må vi have en fuld ytringsfrihed om fortiden, så den kan forblive en del af vores kollektive erindring. Den ytringsfrihed starter i folkeskolen.

Demokrati tager tid

Jeg er ved at være ved vejs ende for min tale til fejringen af vores grundlov.

For 172 år siden fik vi vores grundlov. Det tog tid at sætte ord på de grundlæggende frihedsrettighe-der og de demokratiske principper. Men det tog endnu længere tid at få dem udbredt, og først med afskaffelsen af Landstinget i 1953 har vi fået det repræsentative demokrati, som stadig er vores fundament i dag.

Derfor er det vigtigt, at vi alle sammen husker, at demokrati tager tid. Vi kan komme i en undtagelses-tilstand, hvor regeringer og politikere må handle hurtigt, men det skal netop kun være ved en undta-gelsestilstand. Hvis vi ønsker et demokrati, må vi give os mere tid – tid til, at vores folkevalgte politi-kere kan sætte sig ordentligt ind i lovgivningen, og tid til at de kan drøfte beslutninger og inddrage dem, som lovgivningen har konsekvenser for. Tid til at skabe forståelse mellem forskellige menneske-syn, historier og kulturer.

Hvis jeg her på falderebet må komme med ét ønske, så er det, at vi giver os mere tid til vores demo-krati og til at tale med hinanden. I fred og fordragelighed kan vi genopdage vores friheder: Religions-friheden, trykke- og ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og ejendomsretten. Det kan vi netop gøre i Danmark, fordi vores samfund er bygget op om tillid som et bærende princip.

Demokrati er mere end bogstaver og ord. Det er værdier, der gennemsyrer vores kultur og vores levede liv – og det skal vi huske.

Tak for ordet og glædelig Grundlovsdag!


KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.
  • Kirsten Sydendal Formand for Lolland-Falster Lovestorm. Bor på Fejø og er uddannet cand.mag. i datalingvistik og fransk.
  • Rene Christensen Medlem af Folketinget. Dansk Folkeparti
  • Rasmus Aage Uddannet lærer og cand.ling.merc. i Tysk og Europæiske Studier Medlem af Nye Borgerlige
  • Carsten Andersen Initiativtager til Nyt Lolland tilbage i 2016. Efterlønner fra 24. december 2017, reklamemand gennem 35 år, initiativtager og idéudvikler til…
  • Lennart Damsbo-Andersen Medlem af Folketinget, Socialdemokratiet. Fra Guldborgsundkredsen.
  • Philip Rasmussen Arkitekt, By og Landskab Nakskov
  • Tom Ahlqvist Medlem af ældrerådet i Guldborgsund. Formand for Guldborgsund bevaringsfond. Medlem af Marielyst Facaderåde
  • Louise Lindhagen Kandidat til Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Selvstændig kommunikationsrådgiver, SkarptSprog.dk.
  • David Arnholm Nyhedsredaktør ved Folketidende Gruppen
  • Ulla Munksgaard Forperson for Alternativet Lolland-Falster
  • Jesper Tang Pedersen Lokalformand Dansk Folkeparti Guldborgsund Byrådskandidat
  • Simon Hampe Professionsbachelor. International Handel & Markedsføring - Mdl. af Dansk Folkeparti Guldborgsund
  • Bob Richard Nielsen Medlem af Dansk Folkeparti
  • Jens P. Mølgaard Uddannet folkeskolelærer.
  • Rene Fjeldsøe Sørensen Nr. 7 på kandidatlisten for Guldborgsundlisten til kommunevalget i Guldborgsund Kommune
  • Martin Pedersen Byrådsmedlem (A) og nr. 4 på kandidatliste for Socialdemokratiet, Guldborgsund
  • John B. Hansen Kandidat til DF Guldborgsund og Region Sjælland, Næstformand i bestyrelsen i DF Guldborgsund
  • Mona Jensby Kandidat for DF, Guldborgsund
  • Christian Juhl Folketingsmedlem for Enhedslisten Valgt i Lollands-kredsen
  • Michael Birklund Simonsen
ANNONCE