Den italienske telefonboks

Vi går langsomt over parkeringspladsen i den lille, italienske bjergby. I den ene ende af pladsen står en gammel benzinstander. Den må kun benyttes af tankpasseren. Vi går forbi de gule murstenshuse med de røde og pink blomster i altankasserne. Hverken husene eller blomsterne lader til at have bemærket årenes eller årstidernes gang. De ligner sig selv som for otte år siden, da jeg var her sidst med min familie. Mens vi passerer en gammel Fiat 500 og en piaggio (en lille, trehjulet bil med lad), flyver tusindvis af tanker gennem mit hoved.

Tid. Noget af det, vi ofte tager for givet. De 24 timer i døgnet. De syv dage om ugen. De 365 dage om året. Som bekendt, kære læser, er det nogle gange som om, at tiden går enten hurtigt eller langsomt. Det siges, at tempoet i vores samfund accelererer, og det føles som om, at man skal nå det hele på den halve tid. Vi skal konstant forandre os, udvikle os og tænke nyt, og det komprimerer tiden. Men det er jo kun en oplevelse, for tidens hastighed ændrer sig jo ikke.

Nogle steder er tiden dog gået i stå. Det er min påstand. Sådan et sted er de små bjergbyer ved Gardasøen, som jeg har besøgt i påsken. Da jeg var yngre, kom jeg her flere somre med min familie, og nu ville vi tilbage og se det gamle feriested.

På vores tur gennem bjergbyen har vi konstateret, at alt står præcist som første gang, vi kom her for 15 år siden. Kun det lille supermarked er blevet en del af en større kæde. Supermarkedets slagter er dog stadig den samme, og han har stadig sine præmierede parmaskinker hængende på væggen.

Min familie og jeg bor denne gang på et hotel på en bjergskrænt. På taget har hotellet lysende bogstaver, der i aftentimerne troner sig op over resten af byen. I hotellets bar tager de ingen kort, kun kontanter. Hver tirsdag, onsdag og fredag er der levende musik i restauranten. Værelserne er små, men indretningen er international. Der er aircondition på værelset, men den virker ikke. Der skulle eftersigende også være internet, men det virker kun i de sene aftentimer og om morgenen, når størstedelen af hotellets gæster sover.

Efter få dage har vi fået en stamrestaurant i byen. Den lille, tætte chef, der ligner ærketypen af en italiensk mafia-boss, står ved kasseapparatet og skuer ud over sine kunder. Personalet har travlt, men virker roligt. De kender rutinerne, som de sikkert har haft sæson efter sæson i mange år. Jeg sidder og skriver i min notesblok, som jeg altid har i tasken i tilfælde af, at jeg bliver ramt af en idé. Da jeg får serveret en kold Aperol Spritz, siger tjeneren til mig med et glimt i øjet, at jeg er på ferie, og at jeg ikke må arbejde. Jeg smiler til ham, nipper til min drink og lægger blokken væk. Med udsigten til søen og bjergene går min tid i stå. Helt i stå.

Selvom atmosfæren i den lille bjergby oser af Italien, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det er turismens udgave af Italien. Det er et sted, hvor alt bevares, fordi det har en værdi i sig selv. Jeg er ikke kun turist i et andet land, jeg er også turist i en anden tid. Flere steder ligner området de billeder, som mine bedsteforældre tog ved Gardasøen i 1950’erne, og jeg kan se med mine egne øjne, at næsten intet er ændret de sidste 15 år. Husene er sikkert moderniseret, men der er ingen spor efter moderniseringen. Alt ser ud, som det var engang.

Det er dét, der får mig til at opleve, at tiden er gået i stå. Kravet om nytænkning og udvikling, som man hele tiden møder i det danske samfund, findes ikke i den lille bjergby. Nej, her er autentisk, og forandring sker ikke for forandringens egen skyld.

Men dét at give følelsen af, at tiden er gået i stå, er også en strategi for at overleve, når den moderne livsstil brager med 130 km/t ind i traditionens samfund. I stedet for fornyelse dyrkes det gamle og traditionelle, fordi det bliver en attraktion i sig selv i vores moderne samfund.

Som jeg går over parkeringspladsen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor autentisk livet synes at være hér, hvor tiden er gået i stå. Man husker sine værdier og traditioner, og man finder meningen i det enkle. Men det er sikkert bare en tåbelig turists forestilling, for mærker den lokale beboer overhovedet, at tiden er gået i stå?

Vi er nået hen til hjørnet. Jeg taber med det samme alle mine tanker og udbryder spontant som en lille pige: ”Telefonboksen… Den står hér også endnu!”

Jeg hiver nærmest instinktivt min smartphone frem for at tage et billede. En telefonboks, kære læser, det er godt nok sjældent, at man ser sådan én i Danmark nu om stunder.