Der famles frem, gættes og gøres forestillinger, når der politisk skal plantes et solidt fodfæste i vores natur. Det er som at lede efter varmt vand under isen. Og i alt denne hast og ret sås arbitrære beslutninger, der næppe fører til mere natur end den, vi har arvet. Tværtimod!
For mens Guldborgsundlisten forsøger at gro en god sag frem af biodiversitet, ubeskårne vejkanter og vindmøller, der næsten spidder hul i skyerne, lurer John Brædder og hans solcellepark i krattet.
Der går rygter om, at det "bugter sig i bakkedal", mens brisen får marker til at risle og trækroner til at hvirvle rundt. Det er vinden, der kræver et publikum. Det er Danmark. Det er vor hjem, som også tilhører de vilde dyr og grønne planter, som var de en kornfed dansker.
Det er den natur, vi synger om, når himlen slår flænger i skyerne eller regnen siver ned, så man sku' tro, det var et utæt tag. Det er værd at kæmpe for, og det er mere end en kamp for dansk natur. Det er et slag for dansk kultur.
Her deler vi Danmark med den stille spidsmus, det nøgne træ, fuglestemmer, markens duft - ligesom naturen deler rummet med de forbandende soundbokse, der som Den Sorte Død bryder med landskabet for at dække et primitivt behov på linje med gadepisseri (et sidespring)…
Men er det snart slut? For der skal vel plantes solceller, som var de ligusterhække i et villakvarter på trods af, vi lever i Oehlenschägers land. Her, hvor han skrev "Der er et yndigt land". Eller hva' siger John?
Ja ja, det jo lækkert med så'n én turismekoordinator, et par floskler om bæredygtighed og nogle FN verdensmål. Især hvis de måske, måske ikke, kan ændre os fra naturkegler til outdoorchamps, som var vi med i et afsnit af Alene i Vildmarken. Og formentlig en gang i fremtiden, hvor solcelleanlæg à la enkens sorte sjal omslutter markerne, og kæmpe vindmøller troner i horisonten, kan vi vaske hænder i nogle grønne og CO2-neutrale regnskabsrapporter.
Eller også… så ku' vi værne om den danske natur, så de kommende generationer kan opleve en rigere dansk natur i form af flere uberørte kyster, skove og landbrugsmarker, der er hver at synge om.
Jeg gider ikke naturparker. Det burde ikke være nødvendigt med statslig indgriben. Men det kræver af os, at vi kigger længere end vores egen redekasse. Det har aldrig været meningen, at natur er noget, der skal mødes bag et hegn.
Kulturen (naturen) er ikke et vindue med nedrullede gardiner, der venter på, vi trækker dem fra. Det står nemlig på vidt gab for mange, mange planter, insekter og dyr. Og vi skylder dem alle at skabe politik i deres billede. Ikke en pungs. Hverken John Brædders, kommunens eller vores egen.
De bedste afsprittede albuehilsener
Simon Hampe
Byrådskandidat for Dansk Folkeparti
I Guldborgsund Kommune