I fredagens papirudgave af Folketidende (14. oktober 2016) kunne du, kære læser, se, at politik ikke længere kun er noget, som jeg skal skrive om. Politik bliver forhåbentligt også noget, jeg selv kommer til at lave. Tanken om at gå rigtigt ind i politik har egentlig altid ligget i mit ubevidste, men jeg har alligevel afværget emnet, når folk har spurgt mig om det.
For et stykke tid siden talte jeg med en kendt person, der spurgte ind til min kreative ordfabrik.
”Du skriver meget?”
”Ja,” svarede jeg. ”Det er min hobby.”
”Okay, og det politiske?”
”Det politiske er et overstået kapitel for mig,” svarede jeg. ”Jeg vil hellere fokusere på min anden hobby, at skrive.”
”Hvad får du ud af det?”
”Ja, udover at jeg ikke kan lade være, gør jeg det, fordi jeg tror, at jeg gennem mine historier kan være med til at gøre en forskel, til at informere og være med til at sætte min læsers tanker i gang.”
Samtalen simrede i mit sind i nogle dage, før det kogte over. Den fik mig til at tænke over, hvad jeg egentlig forandrede ved at skrive. Jeg stod jo rent faktisk uden for indflydelse. Som debattør kunne jeg ikke sætte handling efter ord. Jeg kunne komme med konstruktive idéer og kritik, men det var op til andre at føre dem ud i livet.
Det var sådan, jeg traf beslutningen. Hvis jeg virkelig vil være med til at præge udviklingen af Lolland-Falster, må jeg søge indflydelse og ansvar. Hvis jeg virkelig vil forandre tonen i politik, kan jeg ikke nøjes med at skrive om det. Jeg må gøre det indefra.
Jeg genindmeldte mig i mit tidligere politiske parti, som jeg havde arbejdet for gennem den tidlige del af min ungdom som alt lige fra lokalforeningsmand til praktikant på de bonede gulve i Europa-Parlamentet. Jeg havde forladt partiet, fordi jeg generelt ikke brød mig om tonen i den politiske verden og troede, at jeg kunne arbejde mere konstruktivt uden for et parti. Men jeg tog fejl.
Ved at melde mig ind i et parti er jeg bevidst om, at jeg mister min rolle som ”fri meningsdanner”. Og hvad så? Mine meninger er stadig de samme, mit livssyn er stadig det samme, min viden er stadig den samme. Mine idéer kan nu få lov til at blive til konkrete initiativer, og jeg har ikke mistet retten til at ytre mig. Tværtimod er det gået fra at være min ret til at være min pligt.
Nu starter det lange, seje træk frem mod lokalvalget i november 2017, hvortil jeg er kandidat. Valget handler om Lolland-Falsters fremtid. Hvordan får vi sat trumf på alle de gode initiativer, der er med til skabe vækst i vores lokalområde? Hvordan får vi udviklet et kreativt og lærerigt skolemiljø, hvor børnenes fremtid står i centrum? Hvordan får vi udviklet kultur- og fritidslivet til at blomstre? Hvordan får vi skabt omsorgsfuld pleje for ældre og socialt udsatte?
Alle disse spørgsmål glæder jeg mig til at debattere med mine kolleger fra hele det politiske spektrum og med jer borgere.
Én ting vil jeg dog love dig, kære læser. Debatten kommer ikke til at foregå hér på min blog. Min blog er og bliver ikke et politisk valgprogram. Der må jeg henvise til min kommende hjemmeside, til Facebook, til mine indlæg i den trykte udgave af Folketidende eller til vores kommende møder.
Min blog vil fortsat handle om de gode historier og de skæve vinkler, hvor jeg vil have dig, kære læser, til at tænke over, hvorfor verden hænger sammen, som den synes at gøre, og hvordan vores samfund skal udvikles.