Kære læser.
Som du tidligere har kunnet læse på min blog, blev jeg sidste sommer spurgt, om jeg kunne tænke mig at genoptage mit partipolitiske arbejde og stille op til kommunalvalget i november 2017. Efter nogle svære overvejelser greb jeg chancen og takkede ja. Mit rationale var, at hvis jeg virkelig ville være med til at udvikle Lolland-Falster, måtte jeg søge ansvaret og indflydelsen.
Men der gik ikke lang tid, før jeg blev spurgt, om jeg ikke ville påtage mig endnu en post. Valgrygterne svirrede, partiet var uden kandidat til Folketinget, og flere havde uofficielt bedt mig overveje dette kandidatur. Men da den officielle forespørgsel kom, udbrød der brand i mine tanker.
Kære læser, det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været på lidt af en politisk rejse. Ingen i min familie har været rigtigt politisk aktive. Alligevel blev politiske emner og spørgsmål om retfærdighed serveret sammen med hakkedrengene ved middagsbordet, da jeg var barn. Der var altid ”på den ene side” og ”på den anden side”.
Da jeg gik ud af gymnasiet og ikke længere kunne lave elevrådsarbejde, tvang jeg mig selv til at vælge side. Derfra gik det stærkt med bl.a. et formandskab for den lokale ungdomsafdeling og en bestyrelsespost i moderpartiet.
Men hver gang den partipolitiske selvtilfredshed kogte over, blev jeg dårligt tilpas. Det kulminerede til en valgfest. Efter at have arbejdet i alle døgnets vågne timer for at få tiden til at række til studie, job og den frivillige, politiske kampagne glædede jeg mig til en festlig aften. Partiet skulle fejre det, der tegnede til at blive en sejr.
Vi var samlet på et spillested i København. Konferencierens stemme var flere gange ved at sprænge højtalerne, og bassen pumpede. Da aftenens hovedperson ankom, gik salen amok. Luften var tyk. Jeg kunne ikke få vejret. Folk rykkede tættere og tættere sammen. Balloner knaldede. Knyttede næver blev banket i luften. Ét navn blev råbt. Vildt. Alle rundt om mig var forblændet af det lysende skær fra partilogoet.
Jeg listede mig stille ud af folkemængden, uden at sige farvel til nogen, og gik mig en lang tur i den forårslune aften i Københavns gader, før jeg tog hjem. Da jeg kom hjem og tændte for fjernsynet, fik jeg et indblik i de andre valgfester. Andre partier, uanset om man var vinder eller taber, jublede også i en blind tro på samme euforiserede måde. Jeg kunne lugte den klaustrofobiske dunst gennem skærmen.
Spørgsmålet om et kandidatur til Folketinget bragte klaustrofobien og den blinde eufori tilbage i mit sind. Grundlæggende har jeg samme syn på samfundet og er enig i størstedelen af mit partis politik. Men hvis jeg takkede ja, ville det så for alvor være slut med ”på den ene side” og ”på den anden side”? Ville jeg stadig kunne være den blogger, der blotter sine tanker om udviklingen af vores samfund og de personlige historier?
Jeg talte med nogle udenforstående om mit dilemma. De kunne ikke se problemet. ”Så længe du er tro mod dig selv, kan du gøre begge dele,” lød rådene.
Kære læser. Uanset om jeg repræsenterer et parti eller ej, er mine meninger og mit livssyn det samme. Min viden er den samme. Jeg er kritikeren, der altid forsøger at se tingene ”på den ene side” og ”på den anden side”. Men jeg er også den, der gerne vil skabe en udvikling og tage ansvar ud fra de idealer, jeg tror på inderst inde.
Jeg tror på et samfund, hvor det er det frie, personlige initiativ, der driver hele værket. Statens rolle bør være at motivere os alle til at gribe chancen og tage initiativet. Jeg ønsker mig et samfund, hvor vi har et fællesskab, hvor de allerstærkeste hjælper de allersvageste. Fællesskab opstår, når vi lytter til hinanden. Vores kultur og vores historie er så stærk, at den godt kan stå på egne ben. Vi skal derfor være åbne og samarbejde med hinanden og med omverdenen. Men det vigtigste er, at vi hele tiden tager ansvar, ikke fejer noget ind under gulvtæppet, løser de nuværende problemer og tænker på, hvordan vores beslutninger (eller mangel derpå) vil påvirke fremtidens generationer.
Det er mine idealer. Det er mit livssyn og samfundssyn. Det er mit udgangspunkt, både når jeg skriver kritisk og politisk. Erfaringen siger mig, at virkelighed og idealer kan være langt fra hinanden. Men får vi nogensinde en bedre virkelighed, hvis ikke der er nogle idealer som sigtepunkt?
Så tog jeg beslutningen, sagde ja tak til at blive kandidat til Folketinget, og det kunne du læse om i fredagens udgave af Folketidende (den 27. januar 2017). Der er brug for idealer, ligesom der er brug for ”på den ene side” og ”på den anden side”. Der er både brug for kritikeren og politikeren – også i samme person. Det er grunden til, at jeg også takkede ja til tilbuddet om at blive kandidat til Folketinget.
Så kære læser. Ligesom tidligere lover jeg, at min blog ikke vil være et partipolitisk program, men en blanding af de sjove historier og det kritiske øje på vores samfund. Hvis du vil følge med i mine politiske aktiviteter, foregår de bl.a. på min hjemmeside, på Facebook og i de trykte debatspalter i Folketidende.