Lolland Kommune har en vision om at blive en ganske almindelig gennemsnitskommune med sorte tal på bundlinjen. Børn på Lolland skal – ligesom andre børn – blive så dygtige, de kan, i løbet af deres skoletid, og de skal komme sikkert videre i et uddannelsesforløb. Men nemt er det ikke, når ministerier og lokale skolevæsner opererer i adskilte verdener uden noget synderligt samarbejde og fælles indsigt i den komplekse verden, som folkeskolen i hver enkelt kommune udgør.
Scene 1 – Gode karakterer på Lolland
22. juni 2017. Vi er til dimission med vores datter, der skal modtage sit afgangsbevis fra folkeskolen. Vi sidder i den gamle gymnastiksal, som er pyntet op med blomster og en fane, der er hængt op på væggen. Vores datter og hendes veninder er i fine kjoler, skoene er nye, håret er sat, og vi er som forældre meget stolte af hende. Den røde løber er rullet ud, vi synger Kim Larsens ”De smukke unge mennesker”, og lærerne holder bevægede afskedstaler til deres elever. Afgangsbeviserne, som vi og flere andre familier får med hjem, er fulde af tocifrede karakterer, og et nyt livsafsnit i gymnasiet kan gå i gang efter sommerferien.
Scenen er præcis, som den udspiller sig for tusindvis af andre forældre i Danmark. Vi kunne have været et akademikerforældrepar på en privatskole i Nordsjælland. Det specielle er, at scenen faktisk foregår på en folkeskole på Nordlolland.
Scene 2 – Undervisningsministeriets statistikker
23. juni 2017. I mit newsfeed på Facebook dukker der et opslag op fra Undervisningsministeriet. De har lavet et værktøj, der vha. ni indikatorer viser, hvordan folkeskolerne i ens hjemkommune klarer sig. ”Som forældre kan man se nogle vigtige informationer om skolen på en meget tilgængelig måde”, fortæller de i en video. Det må jeg prøve. Jeg slår op under Lolland og kan se, at min kommune scorer lavt på stort set alle parametre. Karaktergennemsnittet er på 5,7 imod landsgennemsnittet på 7,1, og kun 66% af eleverne går i den kommunale skole. På landsplan er procenttallet 80%.
Ville man som ansvarlig og ressourcestærk forælder vælge at lade sine børn gå i skole her? Tja, vi kendte heldigvis ikke disse statistikker for 10 år siden. Vi valgte folkeskolen til, og vi har ikke fortrudt, men hvor mange ved det? Den slags udråbes ikke på de ministerielle websites, og det er de heller ikke skabt til.
Scene 3 – Den lokale kvalitetsrapport
26. juni 2017. Jeg bladrer i Lolland Skolevæsens kvalitetsrapport, som jeg har fundet på nettet. Jeg kan ikke forstå, at Undervisningsministeriet har så dårlige statistikker, når de statistikker, jeg mener at have set lokalt, ser nogenlunde ud. I kvalitetsrapporten for 2015/2016 kan jeg læse, at Lolland Kommune har sine problemer at tumle med, men jeg kan også læse, at der er fremgang på flere områder. Fx opnåede ”41 % af eleverne i 9.klasse at få karakteren 10 eller 12 i en eller flere discipliner i dansk og matematik”, og ”i engelsk mundtligt opnåede 37 % karakteren 10 eller 12”.
I Lolland Skolevæsen er der udfordringer med økonomien, faldende børnetal og den sociale profil, som mange elever har med i skoletasken, når de starter i Lollands folkeskoler. Både dem, der starter i 0. klasse, og dem, der flytter til senere i skolekarrieren. Disse faktorer er gang på gang forklaringen på de resultater, vi ser i kvalitetsrapporten. Jeg har en fornemmelse af, at politikere, embedsværk og skoleledere arbejder med problemerne i dybden og gør det, så godt de kan. At viljen i hvert fald er der, også selvom man åbenlyst mangler ressourcerne. Man igangsætter og fjerner bagefter igen specialtiltag, når projektpengene løber ud. I rapporten glædes man over enhver lille fremgang, der trods alt er at spore: stigende karakterer, faldende fravær eller fremgang i vurderingen af uddannelsesparathed.
Scene 4 – Indenrigsministerens ”potentialer”
29. juni 2017. Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen er efterhånden blevet landskendt for sit budskab om, at Lolland bærer en alt for tung social byrde på sine skuldre i form af de mange tilflyttere uden job, som søger til Lolland. I dagens lokale avis, Lolland-Falsters Folketidende, skriver indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll en slags officielt svar på borgmesterens opråb – nærmest til hele Lolland – hvor han anerkender ”at Lolland er udfordret”. Men han tilføjer et stort MEN. Han skriver, at Lolland Kommune har ”potentialer” og stadig kan stramme op og drive kommunen mere effektivt. Han peger specifikt på, at man fortsat bør se på, hvor man kan spare på inden for skoleområdet. Desuden nævner han, at kommunen inden for området udsatte børn og unge bør fokusere meget mere på forebyggelse, end den gør i dag. ”Alle kommuner har et ansvar for løbende at foretage tilpasninger, så de løser opgaverne så effektivt som muligt”, fortsætter han.
Refleksion: Er der en voksen til stede?
Når jeg tager skyklapperne på og kigger på mine egne børns resultater, har jeg som forælder ikke noget at klage over i Lolland Skolevæsen. Vores børn fortsætter deres skolegang i gymnasiet. Det kører bare, så kunne vi ikke være ligeglade?
Nej. Jeg føler, jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at der mangler en ”voksen” i det her system, der griber ind og kigger helhedsorienteret og langsigtet på de udfordringer, der er.
Jeg oplever fire forskellige scener/virkeligheder, som står i stærk kontrast til hinanden. Alle er sandheder; ingen i de fire scener oplever eller påstår noget, som er usandt, efter min bedste overbevisning, og det gør problemstillingen særlig interessant.
Når Undervisningsministeriet sender en statistik ud som den fra Scene 2, gør de det med en forhåbning om, at man vil ”bruge den ude i kommunerne”. Men jeg kan love jer: Det er der ingen, der gør. I hvert fald ikke i Lolland Kommune, og det har jeg skoleudvalgsformandens ord for. Jeg forstår ham godt. Vi kender udmærket vores svagheder. Den effekt, som sådan en statistik kan have, er, at ingen tør nærme sig en folkeskole i bundkommunerne. Sådanne tal skubber de ressourcestærke væk fra den lollandske folkeskole, ja fra Lolland, og forstærker kun de kedelige tendenser, jf. vores borgmester.
Virkeligheden for vores familie (Scene 1) har været, at man godt kan klare sig godt i en lollandsk folkeskole. Social udsathed smitter ikke. Jeg vil endda vove den påstand, at elever fra blandede baggrunde kan løfte hinanden bedre, socialt og fagligt, end hvis de kun undervises sammen med jævnbyrdige.
Hvordan kan indenrigsministeren foreslå, at vi skærer ned på skoleområdet i Lolland, når det i forvejen bløder pga. elevsammensætningen? Har han læst den lokale kvalitetsrapport? Hvordan kan han give recepten ”mere forebyggelse”, når mange af de børn, der har brug for hjælp, er børn, som er født i andre kommuner end Lolland, og hvor skaden sker i årene, før de kommer til Lolland? Lolland kan nu engang ikke forebygge udsathed, som kommer fra hovedstaden. Undersøgelser som kommunen har lavet, viser, at elever, der er født på Lolland, ligger karaktermæssigt på niveau med landsgennemsnittet. Desuden er forebyggelse ikke gratis. Hvor skulle pengene til en øget indsats komme fra, indtil resultaterne viser sig?
Jeg har en grim følelse af, at man skubber tal og problemer rundt mellem hinandens ressortområder og lokalt/nationalt. En fornemmelse af, at man fejler i et velment forsøg på at forenkle og formidle. Man zoomer ikke ud og ser det fulde motiv på maleriet, man kigger ikke nysgerrigt på hinandens statistikker, og man vover sig ikke ind i det komplekse. Jeg bliver ekstra bekymret, når det er myndigheder som ministerier og lokale skolevæsener, som ikke kommunikerer sammen om disse tal. Det er ikke godt for nogen, at man arbejder i hver sine siloer og svarer i vest, når de andre råber i øst.
Da jeg ringede Lollands skoleudvalgsformand op og forholdt ham tallene fra Udenrigsministeriet, var hans første reaktion, at han ville ønske at dem, som laver disse forenklede statistikker og ranglister, ville komme på besøg på Lolland og få et dybdeindblik i sagernes tilstand. ”For tingene kan ikke gøres op i et regneark. Det er så komplekst”, sagde han. Et sådant besøg ville forhåbentlig give embedsmændene fra ministeriet en forståelse af, at løsningen ikke er at udskamme Lolland, som det gøres i statistikken fra Scene 2. Det eneste, som det flytter, er børn fra folkeskolen til privatskolen. Jeg ved udmærket, at det ikke er intentionen at skade Lolland. Men gavne os, det gør det altså ikke. Det er at gøre Lolland en bjørnetjeneste.
Løsningerne har jeg ikke i ærmet, men min intuition siger mig, at vi kører på en forkert vej, og at vi må stoppe op og kigge på landkortet. I princippet er jeg ligeglad med, hvem der måtte have mest ret, om metoderne er i orden, eller om der er nogen i ministerierne eller på Lolland, der skal udskiftes på deres poster.
Man må for min skyld gerne publicere statistikker, der skraber bunden. Alle kommuner har noget, de kæmper med. Man skal bare overveje, om de skal stå alene, og om talmaterialet bliver brugt som forventet. Man skal vide, hvilke konsekvenser det har at udstille de udfordringer, bestemte kommuner har, uden at fremhæve alt det, som de rent faktisk lykkes med, og sætte det i relation til den lokale virkelighed. Man skal have for øje, hvad det på den lange bane koster at udgive statistik og give gode råd til en fattig kommune fra forskellige vinduer i tårnet uden at tale sammen på tværs af etagerne og rådslå med dem, det drejer sig om, og som bedst ved, hvor skoen trykker.
Skoler er som levende organismer. Håner man dem oppefra, og klemmer man livet ud af dem økonomisk, skaber man mistrivsel. Det gør, at forældre vender dem ryggen og ikke længere vil lægge børn til. Forældrene og ansatte er troløse og vælger andre løsninger: En privatskole eller at bosætte sig et andet sted. Og så er folkeskolen på den. Virkelig på den.
Scene 5 – Hvem vinder og hvem taber?
15. august 2017. Et nyt skoleår er lige begyndt, og vores yngste datter er rykket op i 7. klasse i den lollandske folkeskole. Jeg er sikker på, at det nok skal gå hende godt. Jeg bekymrer mig ikke om mine egne børn og vores familie. Vi har nemlig vores på det tørre. De ansatte fra ministerierne, politikerne og de lokale embedsmænd og ledere og deres børn skal såmænd nok også klare sig, som tingene kører nu.
De sande tabere, når vi hele tiden kun agerer i vores egne scener og inden for meget korte tidshorisonter, er de udsatte børn, de svage børnefamilier og generationerne efter dem. Det vil jeg ikke passivt se på, og derfor har jeg skrevet dette indlæg.
Jeg opfordrer til, at skolefolk, høj og lav, elever og forældre kigger fordomsfrit på alle de virkeligheder, der er, sætter hinanden stævne i det samme rum, udviser nysgerrighed og taler med hinanden. Man kan til inspiration starte med de fire scener, jeg har beskrevet her.
Overfladisk benchmarking, gode råd og snuptagsløsninger rækker ikke. Det forstærker blot den negative spiral. Vi er nødt til at ændre kurs. Vi finder ikke fremtidens løsninger på nutidens problemer uden at tale sammen omkring et meget stort bord, se ind i de mange sandheder og nuancer, der er, og turde møde de komplekse problemstillinger - og de skjulte succeser - med åbent sind.
Kilder:
Scene 2
Kommunetal. Se hvordan din kommune klarer sig på skoleområdet.
https://dashboard.uddannelsesstatistik.dk/stil/default.aspx?doc=vfs://Global/Grundskolen/Kommunetal/Kommunetal_V%C3%A6lg_Kommune.xview
Scene 3
Lolland Skolevæsens kvalitetsrapport 2015/2016:
http://lollandskoler.skoleporten.dk/sp/file/8e5d236d-9b63-44d5-82e2-6b76844a88d0/Beretning%20til%20Kvalitetsrapport%20%202015-16.pdf
Scene 4
”Potentialer i Lolland Kommune”. Debatindlæg af Simon Emil Ammitzbøll, Lolland-Falsters Folketidende, 29. juni 2017.