Frygten for franske festivaler

Årets familiesommerferie er igen i år gået til Sydfrankrig. Ca. 20 km fra grænsen til Spanien mellem Middelhavet og Pyrenæerne ligger den lille by, Argelès-sur-Mer. Det er sjette gang, at vi er på ferie hér. Det første år fik jeg nogle franske venner, der ejer en lille restaurant på kajen i byen. Min familie og jeg kommer dér alle feriens aftener enten for at spise eller nyde stemningen på havnepromenaden med en eksotisk drink.

Jeg synker et iskoldt stykke appelsin fra min sangria. Det er både surt og sødt på samme tid. Som du, kære læser, måske husker fra et af mine tidligere indlæg, er jeg ikke den store festivalgænger. Derfor kommer det lidt bag på mig, da mit franske vennepar spørger, om jeg har lyst til at tage med dem til ”Les Déferlantes” – også kendt som Frankrigs smukkeste festival, der løber over fire dage med omtrent 10.000 besøgende pr. dag. Min fornuft siger nej, men i den tynde bjergluft bliver mit svar alligevel et ”oui”.

Mens jeg slubrer de sidste sangria-dråber op gennem sugerøret, ser jeg min fars bekymrede blik over glassets kant. Som om jeg er en teenage-pige, der har sagt ja til at tage på Roskilde Festival for første gang med alt, hvad det indebærer af sprut og smøger, søde og mindre søde fyre for ikke at nævne tilbud om stoffer. Men da jeg spørger min far, hvorfor han ser sådan på mig, siger han kort for hovedet: ”Er det nu klogt at tage til koncert i Frankrig?”

Kære læser. Vi er begyndt at leve med frygten for terror. Den er blevet hverdagens trussel i vores frie samfund, hvor vi insisterer på at nyde vores vestlige dyder. Politisk erklæres lande i undtagelsestilstand. Borgerrettigheder sættes på stand-by. Grænsevagter laver stikprøver. Men giver det en følelse af tryghed? Er det sikkert at tage til festival – i Frankrig?

Siden det rædselsvækkende attentat på spillestedet Bataclan i Paris i november 2015, hvor 130 personer blev dræbt, har Frankrig været i undtagelsestilstand. Love og borgerrettigheder er blevet sat til side, og myndighederne har fået vidtgående beføjelser over for borgerne i sikkerhedens navn. Mine franske venner og bekendte har fortalt mig, at det ikke er noget, de mærker til hverdag. Kun ved større samlinger af mennesker. På mine ture til Frankrig har jeg heller ikke mærket noget til den øgede grænsekontrol, men i år er det første gang, at jeg bemærker de patruljerende gendarmer på kajen og strandpromenaden. Med deres skudsikre veste og skydevåben skiller de sig ud fra os andre i blomstrede kjoler, ternede badeshorts og med skarpladte vandpistoler.

Med min fars spørgsmål i tankerne gør jeg det, man aldrig må gøre som en fri borger i et frit samfund: Jeg grubler over, om jeg egentlig bør tage til koncert. Min fars bekymring bliver til argumenter i mit hoved om, at jeg er mere til frugtfestival end rockfestival, og at jeg ikke kender de kunstnere, der skal spille. Hykleriet over for det frie samfund besætter mine tanker, indtil det slår mig, at man jo netop tager på ferie for at få udvidet sin horisont og gøre sig nye minder til den mentale skrapbog.

Så oprinder dagen. Mens min far giver mig instrukser om at holde øjne og ører åbne (og sende en sms i ny og næ), tager jeg mig selv i at gruble mere over mit valg mellem mere eller mindre praktiske sko. Da jeg går med mine venner mod busstoppestedet, fortæller den ene mig, at der aftenen forinden er blevet anholdt flere arabere med knive ved indgangen. Kuldegysningerne på mine arme stikker i varmen fra den steghede aftensol. Mine franske venner virker så ubekymrede, tjatter til hinanden med deres kolde Corona’er. De klager over, at bussen af sikkerhedsmæssige årsager ikke kører helt op til festivalparken, som de andre år. ”A votre santé – skål!”

Vi går den sidste kilometer op mod festivalparken, der ligger bag det lokale vinslot, mens solen går ned bag bjergene. Ved indgangen står enkelte vagter med lette afspærringer. En af os, ham med rygsækken, bliver visiteret. Vi andre går direkte ind i parken til et forlystelsesland af musik og våde varer. Forestil dig, kære læser, en park til et vinslot i et bjerglandskab blandet med fyr- og oliventræer med en masse små boder med øl, vin, vand og souvenirs. I den blandede lugt af varm jord, øl, sved, scene- og cigaretrøg synger jeg med på tekster, jeg ikke kender: ”Jo-lo-lo-loooo…”

Og så sker det! Et brag!

Scenen springer i luften i et fyrværkeri af konfetti. Koncerten er slut, og fem timer er forsvundet i et bombardement af latino- og rockrytmer. I sneglefart bevæger vi os mod udgangen i lyset fra lommelygterne, der holdes af private vagter. Vi er på vej hjem.

Da jeg lukker mig ind i vores ferielejlighed, sidder min far på altanen. Kan jeg mærke et lettelsens suk? Det er meget sent, og jeg får gennet ham i seng, mens jeg tager make-up af. Jeg føler mig lysvågen, da jeg lægger hovedet på puden.

Vores frie samfund er ikke længere så frit. Det er tynget af en frygt, der får os til at sætte spørgsmålstegn ved værdien af at være fri. Når jeg genlever festivalens øjeblikke i min mentale skrapbog, var det ikke sikkerheden ved festivalen, der fik mig til at føle mig tryg. Nej, kære læser, det var øjeblikket sammen med mine franske venner, der fik mig til at glemme frygten. Hvis staten ikke kan garantere vores sikkerhed, hvor langt er der så til selvtægt? Hvad gør det ved vores billeder af ”vores fjender”? Hvis det fortsat er den symbolske sikkerhed, der prioriteres frem for den reelle sikkerhed, hvor langt kan vi så gradbøje vores rettigheder som frie borgere?

Jeg lukker mine øjne i sikker vished om, at sikkerhed er en social forsikring, der aldrig må blive proforma – for så smadrer det først værdierne i vores frie samfund. Og så luller jeg mig ind i et drømmeland af franske rytmer: ”Jo-lo-lo-loooo…”