Bringer en årlig dannelseskonference med en entrépris på 1095 kr. Guldborgsund tættere på titlen som Danmarks dannelseskommune? Det gør det måske for deltagerne eller fagprofesionelle. Jovist, jeg har selv med stor glæde bladret mig gennem Svend Brinkmanns anmelderroste bog ”Hvad er et menneske?”, men når jeg kaster blikket på Guldborgsunds 2019-2020 kulturpolitik, rammes jeg af en følelse af, at dannelse handler om talentdyrkelse, demokratisering og nå ja, dannelseskonferencen. Dannelse handler ganske vist om anskuelse og refleksion, men skal det nødvendigvis være med udgangspunkt i individet, frem for i fællesskabet, eller i det nationale? Altså hvorfor har vi ikke en politik med større fokus i fællesskabsdyrkelse og dannelse gennem livet og på tværs af aldre?
Dannelse associeres, desværre, af mange som finkulturelt snobberi. Det er ærgerligt, da det er et forkrøblet billede. Dannelse er mere indviklet, omend man kan forklare forskellen på en symfoni af Beethoven og en kvartet af Mozart, kan skildre mellem impressionisme og realisme i et kunstatelier, eller om man læser bøger med et højt lixtal. Omvendt er dannelse så sandelig heller ikke noget, der sker alene foran fjernsynet eller findes i bunden af en dyr flaske bourgogne. At danne sig er nemlig noget som foregår i fællesskab.
Dannelse sker på korsvejen mellem reflektion, mødet mellem mennesker, ved kigget i gemmerne, og når vi er ude og færdes på de smukke danske egne, blandt skovens træer og langs vores kyster. Dannelsen opstår i samspillet mellem det givne og det valgte. På den ene side, i det nationale, i kulturen, i historien og det traditionelle - i mødet med vores rødder. På den anden side, handler dannelse også om de valg, vi som mennesker træffer, og de erfaringer vi gennem livet får os, men også at vi er i stand til at reflektere i al almindelighed.
Villy Sørensen formulerede vist dannelse som, når man ”engagerer sig ud over sig selv i det fælles”. Man tilhører først og fremmest sig selv, men intet menneske går gennem livet uden at skulle tage stilling til menneskene ved sin side. Med det sagt, har vi altså en forpligtelse overfor fællesskabet, der rækker udover den enkeltes egen kortvarige lykke og erhvervelser. En kultur – og dannelsespolitik, ses derfor bedst givet ud, hvis den er funderet i fællesskabet, hvoraf den danske identitet skal styrkes, vores værdier hævdes og traditioner omfavnes.
Den enkeltes tilhørsforhold til det traditionelle, samfundet og det forpligtende fællesskab er skridt for skridt blevet gjort til et til- og fravalg. Vi lader børn og unge dannes til konkurrencestatens geledder og individualismens rodløshed – altså et åndsfattigere samfund. Det er synd, da det ellers er i det nationale, at vi som en slægt er givet et sprog af tale, nogle traditioner at samles om, en historie at kigge tilbage på og et fællesskab at værne om.