Annonce
Debat

#Minguldkant

”Din guldkant?”

To små ord. Ikke umiddelbart et spørgsmål. Men jeg hører på tonefaldet, ser på det skæve smil og rystet på hovedet, at det er et spørgsmål. Øjnene fortæller mig, at jeg ikke er rigtigt klog.

”Ja, min guldkant,” svarer jeg hver gang. Resolut. Som om, der ikke er mere at tale om.

Kære læser, du har tidligere fået min historie om at være tilflytter til Lolland-Falster. Min historie om drømmen, der gik i opfyldelse, da jeg fik job i Vordingborg og dermed muligheden for at flytte hertil. Min historie om kulturchokket og sprogproblemerne. Men jeg har endnu ikke fortalt dig historien om den anden side, der også er, når man flytter og opgiver sit gamle liv. Om fordommene. Om forhåbningerne.

Jeg var blot otte måneder gammel, da mine forældre lejede et sommerhus på Marielyst. Dét, der skulle have været en idyllisk historie om sol og soppebassin, endte som en katastrofe. Jeg brugte 14 dage i det lille sommerhus på at skrige over mine mælketænder, der var ved at bryde frem. Mine forældre var ved at opgive mig, den lille skrigeballon, og vi tog hjem før tid. Jeg har fået genfortalt historien så mange gange, men alligevel kan jeg stadig få kuldegysninger, når de kommer til slutningen: På vejen hjem i bilen lovede de hinanden, at de aldrig mere ville sætte deres ben på Falster. Aldrig nogensinde mere!

Tænk, hvis de havde holdt det løfte – nej, den tanke tør jeg slet ikke tænke til ende. Men heldigvis gik det anderledes, og allerede året efter kom vi tilbage. Falster blev vores faste feriedestination og mit andet hjem. Det blev stedet med de bedste barndomsminder og teenagetider, og som årene gik, begyndte jeg at drømme om at vende ryggen til københavnerlivet for at komme til at bo på Falster.

Når jeg fortalte mine venner og studiekammerater om den drøm, blev jeg ofte mødt med kritiske blikke, et skævt smil og rysten på hovedet. Jeg oplevede tit en hetz mod ”udkanten”, som mine venner og bekendte så som et område, der var tappet for liv, dynamik og energi. De havde en fordom om, at ”udkanten” var et mørkt, trist og øde sted. Et traktorsamfund med silotænkning. Jeg følte, at jeg var nødt til at give et modsvar til alle de fordomme, der mødte mig. Dét, de kaldte ”udkant”, begyndte jeg at kalde for ”guldkant”. Ordet blev min lille protest mod fordommene, og personligt fandt jeg en gnist i ordet.

Jeg blev færdig med min uddannelse, fik job i Vordingborg og flyttede mit liv til Falster under forbavsede blikke. Det, mine venner og bekendte havde troet, var en spøg, blev en realitet. Jeg var ikke selv så bekymret, for jeg flyttede jo kun 150 km. Jeg kunne nemt komme på besøg i København, og min familie og mine venner kunne let komme ned til mig. Det kunne da ikke være så slemt.

Men selv de drømme, der går i opfyldelse, bliver til hverdag. Med undtagelse af mine forældre kom familien ikke bare på besøg. Den faste omgangskreds af folk, jeg havde kendt, fra jeg var helt lille, blev pludselig til én god veninde, man kunne holde kontakten med over internettet. Men samtidig mødte jeg nye mennesker med en imødekommenhed, som jeg aldrig før har kendt til. Jeg blev inviteret inden for i et favnende fællesskab, der arbejder for at udvikle det lokale liv. Det var personlige kampe, idéer og initiativer, der gjorde forskellen. Jeg var fascineret.

”Min guldkant” gik fra at være mit lille protestråb til at være mit motto. Når jeg engang imellem bliver ramt af en trist følelse over savnet til min familie og mine venner, siger jeg de to små ord til mig selv: ”Min guldkant”. I de ord ligger der både et opråb, en trøst og en personlig historie. Og ikke mindst et håb om at prikke til de fordomme, der hersker om vores landsdel.

Da jeg fik tilbuddet om at blive spidskandidat for Det Konservative Folkeparti til kommunalvalget i Guldborgsund, overvejede jeg tilbuddet i nogle dage, før jeg sagde ja. Jeg gjorde det til min mission at ændre fordommene om "udkanten" til fortællingen om "guldkanten". Jeg ønsker, at Lolland-Falster skal blive en egn, som andre dele af landet ser op til, for vores område sprudler af kreativitet og potentiale. Gennem længere tid har vores egn været præget af nogle strukturelle udfordringer, der har ligget til grund for fordommen om udkanten. Det er mit mål at ændre de strukturer, og med nye projekter er vi godt på vej. Men vi skal sikre, at udviklingen ikke bare kører uden om Lolland-Falster, som bilerne kører med 110 km/t på motorvejen. Det er dét, der er mit mål.

Jeg bruger hashtagget #minguldkant på mine sociale medier, Facebook og Instagram, når jeg deler mine historier og mine kampe. Andre har tidligere skabt en bevægelse for Lolland-Falster – en storm af kærlighed – der har til formål at tale vores område op med fokus på de positive historier, vinderkulturen og de smukke solnedgange. Men livet som tilflytter på Lolland-Falster er ikke kun lutter lagkage. Det er også historien om en helt almindelig hverdag i et lokalt samfund, der er fuld af fællesskab. Det er også historien om at få sine drømme til at gå i opfyldelse i et lokalt samfund, der på papiret har alle odds imod sig. Det er også historien om at arbejde hårdt for at skabe en udvikling.

Du må også gerne bruge #minguldkant, kære læser, når du poster billeder eller historier, hvor du kæmper for at få dine drømme til at gå i opfyldelse og forbedre livet i ”udkanten”. Det er bare om at komme i gang, for sammen kan vi skabe den udvikling, der skal til at få Lolland-Falster til at blive en rigtig "guldkant".

God fornøjelse med #minguldkant.

Du kan i øvrigt læse mine tidligere blogs om at blogge og om at flytte til Falster på følgende links:

http://folketidende.dk/Blog/Ja-jeg-er-blotter/artikel/355085

http://folketidende.dk/Blog/Indvandrer-paa-Lolland-Falster/artikel/357007

Du kan også følge med på Facebook:

https://www.facebook.com/louiselindhagen/

Annonce
Annonce
Annonce
Lokal nyt

Nicolai skal gå 2500 kilometer baglæns - af helt særlig grund

112

14-årig dreng meldt savnet

Sport

NFC vinder efter vanvidsafslutning og sikrer sig top 6

Indland

Rekordmange ikke-vestlige indvandrere er i arbejde

Guldborgsund

Vild rekord ved museumsåbning

Sport

Team Sydhavsøerne tog værdiløs sejr i Aarhus

Dølle

Landskendt komiker optræder på Dølle

Guldborgsund

Endelig: Nu starter kæmpe projekt til 30 millioner kroner

Sport

NFC klar til påskekamp: Højmark står til startplads mod sin tidligere klub

Indland

Skatteminister vil ændre regler efter sag om forkerte boligskatter

Sport

Team Sydhavsøerne kan runde flest indtjente point i 11 sæsoner

Sport

Cheftræner efter slutspilssejr: - Det var en mental svær opgave

112

Bil i brand på motorvejen

Guldborgsund

Konkursramt tøjbutik er forvandlet til helsecafé

Indland

Det Sydfynske Øhav kommer på anerkendt Unesco-liste

Annonce
Annonce
Sport

Triumf i Silkeborg - perfekt slutspilsstart for NFH

112

Politiet med klar opfordring: Aftal det på forhånd

112

Tidligere drabsdømt tilstår drab på medpatient i Skejby

112

Hundredvis blitzet - en kørte 147 km/t

Lolland

Askø-beboere fik besøg fra Christiansborg i færgesag: - Dejligt at nogen gider lytte til os

Sport

Skifteret giver NFC-konkurrents ejer frist til at komme med redningsplan

Lokal nyt

Venstre vil forlænge grænsekontrollem