Forleden talte jeg med en af mine venner, der lige er flyttet fra Nysted til Fyn for at studere. Han var i kommet godt i gang med sin uddannelse til maskinmester, og han blev lidt misundelig, da jeg fortalte, at jeg skulle på virksomhedsbesøg på en maskinfabrik. Efter et lille grin forduftede hans misundelse.
”Nej,” sagde han, ”jeg er faktisk ret glad for min uddannelse. Nysted er et sted for rollator-banden.”
Jeg tabte nærmest telefonen af forargelse. ”Rollator-banden”, hvordan kan man være bekendt at sige sådan? Jeg bad ham uddybe det, og jeg mærkede en vis rødmen helt gennem røret. Men han stod fast på sine ord. Måske er Nykøbing et sted for yngre mennesker, forklarede han, men det er de mere yderligt beliggende byer i vores kommune ikke. De byer affolkes og ældes, fordi unge mennesker flytter og ikke kommer tilbage, når de er klar til villa og vovse.
Da vi lagde røret på, blev billedet af ”rollator-banden” siddende i mit hoved. Jeg forestillede mig en flok ældre herrer og damer bevæbnet med stok og rollator gå om kap til den lokale købmand for at købe dagens papirudgave af Folketidende og en flaske Gammel Dansk. Fru Hansen skulle lige have en pakke hårnåle med i købet. Jeg smilede ved mig selv.
Men, kære læser, det gik hurtigt op for mig, at der ikke var noget at smile af. Tværtimod! Hvis det skal lykkes at blive en guldkant med vækst og fremgang, er vi nødt til at sikre, at unge mennesker flytter til Guldborgsund, og at de vælger at bosætte sig i alle hjørner af kommunen.
For at man som ung tilflytter-familie skal kunne se sig selv bo i Guldkanten, kræver det, at man kan se ”hele sit liv” i vores kommune.
Mens børnene små skal der være gode dagplejer og vuggestuer. Hvorfor er det, at Guldborgsund Kommune ikke går forrest og sikrer, at forældre, der vælger at passe deres små børn hjemme, kan få en økonomisk kompensation? Når man bliver passet hjemme i de mindste år, bliver man opdraget på en anden måde og tættere knyttet til sin familie. Det skaber mere nærvær.
For at gøre det attraktivt at bo hér som ung familie vil jeg derfor arbejde for, at familierne får en økonomisk kompensation, hvis børnene bliver passet hjemme.
Når børnene bliver større, skal de i skole og gå til fritidsaktiviteter. Efter den nye skolereform er det gået op for mange familier, hvor svært det er at få livet til at hænge sammen, når skoledagen er for lang. Der går tid fra fritidsaktiviteterne, og det går ud over børnenes sociale liv og retten til at være børn. Når vi i Guldborgsund har så aktivt et fritidsliv, hvorfor går vi så ikke forrest og gør skoledagene kortere, så børn kan være børn, så familier selv kan bestemme over deres hverdag, og så fritidslivet og foreningerne selv blomstrer?
For at gøre det attraktivt at bo hér som ung familie vil jeg derfor arbejde for, at børnene i Guldborgsund får kortere skoledage. De penge, der bliver i overskud, når skoledagen forkortes, skal genanvendes i folkeskolerne, eksempelvis til en to-lærerordning i dansk og matematik.
Og så bliver de små, uskyldige guldklumper til seje, selvsikre teenagere, der vil være uafhængige af mor og far, når de tager til fest eller fodbold. Men det er svært at komme hjem fra Nykøbing, hvor alt det spændende sker. Mor og far får grå hår i hovedet over klagesangen fra den seje, selvsikre teenager. Hvorfor er det, at vi i Guldborgsund Kommune ikke går forrest i at nytænke den offentlige transport? Korte afstande inden for byens periferi kan sagtens klares på cykel, mens det er i kommunens yderområder, der virkelig er behov for den ”tungere”, offentlige transport. Og hvorfor går vi ikke sammen om at skabe en kommunal transport-app, hvor vi som borgere hjælper hinanden med at komme fra A til B på skæve tidspunkter af døgnet?
For at gøre det attraktivt at bo hér som ung familie vil jeg arbejde for at omlægge den offentlige transport, så den kommer til at understøtte udviklingen i de kommunale yderområder.
Nå, kære læser, det var tre konkrete initiativer, der i min optik kunne gøre det attraktivt for unge mennesker at blive boende og bosætte sig i vores kommune. Vi skal passe godt på vores ældre – det kommer jeg tilbage til i et senere afsnit – men vi skal bestemt også passe godt på vores yngre, der er med til at skabe fremdrift og velstand i vores kommune. Vi skal tænke stort og moderne med respekt for værdier som familie og nærvær.
Derved kan vi genskabe balancen. Så kan vi gå fra at være ”rollator-banden” i udkanten til et baby-boom og en rollator-bande i Guldkanten.
Efter de mange tanker, kære læser, var jeg lige ved at ringe min ven op igen og spørge, om han mon ikke syntes, at det lød som en god idé. Knap havde jeg tænkt tanken, før en besked tikkede ind: ”Hvis det er, så rammer jeg Nykøbing senere…”
Du kan læse mere om mine mærkesager på min hjemmeside www.louiselindhagen.dk.
Du kan også følge med på Facebook: https://www.facebook.com/louiselindhagen/
Husk at bruge #Minguldkant på de sociale medier.