cookie-og-privatlivspolitik
22
mar

Tanker ved Susannes bisættelse

Skribent: Ulla Munksgaard

Kandidat for Alternativet, Guldborgsund

Lige nu bliver Susanne bisat i Fejø kirke. Jeg holdt ved færgen på Kragenæs med bårebuketter fra mig og Storkreds Sjælland, men færgen ville ikke sejle på grund af stormen, så nu har jeg arrangeret en mindehøjtidelighed herhjemme, som jeg nu deler med jer.

For en måned siden besøgte jeg Susanne på Svanevig hospice. Josephine Fock var lige valgt som politisk leder af Alternativet, og Susanne var begejstret: nu ville der komme orden i tingene og Alternativet kunne komme fri af personsagerne og videre med den grønne omstilling. Og så snakkede vi om begyndelsen på vores venskab og politiske aktiviteter.

Vi skal tilbage til efteråret 2015, hvor vi mødtes i en kælder et sted midt på Lolland med et par stykker mere. Vi ville oprette en lokalforening for Alternativet Lolland. Susanne og jeg holdt ved mange lange vinterdage og aftener, hvor vi kæmpede med vedtægter og foreningsprocedurer, men når mødets trælse del var overstået, så snakkede vi politik til langt ud på natten. Den gang var flygtningekrisen på sit højeste, og vi havde flere ideer til at løse problemet med Lollands affolkning og tomme huse ved at gentage husmandsloven fra 1920, og lade flygtninge bosætte sig og blive integreret med håb og hjælp til en ny fremtid. Jeg bladrede lidt i Fridlev Skrubbeltrangs Husmænd og Husmandsbevægelse gennem Tiderne fra 1952, som jeg havde arvet fra min mor, og skrev artiklen Bosæt Lolland, som Susanne med sin journalistiske faglige kyndighed fik redigeret og antaget i Information. Vi var glade og stolte den dag.

I foråret 2016 bøvlede vi videre med foreningsdannelsen. Vi havde endelig fået vedtægterne på plads og godkendt og kunne nu holde stiftende generalforsamling. Det var egentlig ganske godt, men der kom bare ikke nogen, og selv om vi havde holdt adskillelige møder med alle mulige personer, som talte længe om sig selv og alle mulige ideer, så ville de ikke sidde i bestyrelse. Vi havde også det problem, at jeg boede i Guldborgsund kommune, og så måtte jeg ifølge vedtægterne gerne være aktivist i Lolland Kommune, men jeg måtte ikke være medlem af bestyrelsen. Vi skubbede det til side, for Susanne kunne jo ikke være en bestyrelse alene.

En dag i marts tog vi toget ind til København for at deltage i et åbent medlemsmøde i Alternativets hus i Åbenrå. Den togtur blev for mig og mit politiske program lige så vigtig en samtale, som den 16 timer lange gåtur og samtale Adam Oehlenschläger havde med Henrik Steffens i foråret 1802, hvor Oehlenschläger gik hjem og skrev Guldhornene - et programdigt for Romantikken i Danmark. Susanne fortalte ivrigt og begejstret om borgerløn, og jeg sugede til mig. Pludselig så jeg, at her lå løsningen til det ægte velfærdssamfund. Vi glemte begge at stemple vores rejsekort ud og gik stærkt fordybede ned til mødet, hvor jeg så blev engageret til at stille op som kasserer ved det kommende årsmøde i Storkreds Sjælland. Men hjemme igen skrev jeg artiklen Farvel til industrisamfundet – goddag til velfærdssamfundet, som blev trykt i Altinget og lagt op på Dialog, Alternativets interne kommunikations- og ideplatform. Her kom artiklen med i optakten til Alternativets borgerlønsgruppe i København, som sluttede sit utroligt dygtige og grundige arbejde med rapporten Borgerløn på dansk og 6 debatmøder på Christiansborg dec. 2018 - april 2019.

I sommeren 2016-foråret 2017 gled Susanne og jeg lidt fra hinanden. Susanne var ude på en længere rejse og skrev på en bog. Jeg brugte en masse kræfter og tid på at være kasserer i Storkreds Sjælland, hvor jeg udviklede storkredsens budgetmæssige fordelingsnøgle og kæmpede med Excel-regneark for at udvikle et simpelt bogholderisystem, som kommuneforeningerne kunne bruge. Jeg tog rundt til kassererne i storkredsen og hjalp dem med bogholderi og årsregnskab, og jeg var dirigent ved flere årsmøder. Vi organiserede opstillingsmøder og kandidatudvalg og kandidattræningsprogrammer. Det var meget krævende og meget vanskeligt, for der var mange mærkelige lykkeriddere, som så en hurtig chance til velstand og berømmelse ved at lægge sig i slipstrømmen til Alternativets succes. De personlige konflikter og hurtige ind-og-ud af bestyrelser og udvalg blev ikke opvejet af de 1017 medlemmer i storkredsen. Vi var meget få stabile og vedholdende personer, som fik skrevet forretningsordener og indkaldt til års- og opstillingsmøder, udsendt nyhedsbreve og lært at bruge de digitale platforme - og dem var der et hav af.

Den periode så vi ikke meget til hinanden, for tiden gik op i organisatorisk røg, men Susanne kom på banen op til kommunalvalget i 2017. Hun havde tidligt arrangeret åbne møder i Netværk Lolland for at inddrage borgere i politiske aktiviteter i Lolland kommune på en uformel og kreativ måde. Her fik hun god støtte fra aktive personer på Fejø, og møderne var varme og empatiske og levede i den grad op til Alternativets ideer. Hun fik udviklet ideen til popup-cafeer på Lolland, men så gik der kommunalvalg i det, og de organisationsfrie aktiviteter løb ud i sandet. Susanne havde ikke lyst til mere foreninger og valgkamp, men fik alligevel skubbet til kæresten, som sammen med tre andre fik dannet en kommunalforening Lolland og stillede op til KV17. Og hun bakkede mig op og hjalp med flyers og info, da jeg arrangerede demonstrationen mod fracking på Lolland i Maribo 28. juli 2017.

Jeg stillede op til kommunalvalget i Guldborgsund sammen med tre andre kandidater. Valget blev op ad bakke, fordi personsagerne fra København nu rullede ud over landet. Tissemandspartiet, som kollegerne på arbejdet kaldte Alternativet. Det sved og spændte ben for den politiske dialog. Vi fik ikke noget mandat hverken i Guldborgsund eller Lolland, men vi lærte en masse.

Så gled vi igen væk fra hinanden. Fejø var eneste levende plet i Lolland for alternative og grønne ideer, men ikke specielt knyttet til Alternativet. I foråret 18 fik vi nyt blod i Storkreds Sjællands Kandidatudvalg. Nu skulle vi have gang i udviklingen til folketingsvalg og europaparlament, og jeg lagde kræfter i at udvikle kandidatudvalgets forretningsorden og opstillingsgrundlag. Vores smertelige erfaring fra 2017 var det utroligt svære at sortere i kandidaterne, inden de kom frem til opstillingsmødet. Vi i kandidatudvalget fik jo nok en føling med kandidaterne, men vores medlemmer i storkredsen - de få, der mødte frem til opstillingsmødet - kendte jo ikke dem alle. Alle havde ret til at opstille, og vi havde faktisk ingen mulighed for at sortere, så vi arrangerede en masse kreative præsentations- og opstillingslege for at give medlemmerne mulighed for at vurdere kandidaterne. Der kom flere bitre mandler ud af den procedure.

Hen over sommeren sad jeg næsten alene i storkredsbestyrelsen som både forperson og kasserer. Kræfterne var få og små, men heldigvis var der liv i kandidaterne og kandidatudvalget. Vi modtog de politiske ideer og nyheder fra folketingsgruppen - programmer og materialer. Det var svært at følge med i, men at Uffe skulle være statsminister overskyggede det meste. Som forperson for storkredsen blev jeg ringet op fra landssekretariatet aftenen før det blev meldt ud i medierne og forberedt på, at jeg kunne blive kontaktet af medierne. Jeg blev helt rundt på gulvet og syntes egentlig ikke, at det var en særlig god ide. Det blev da også mere til grin end til glæde hos borgerne, men vi sluttede jo op om det hele, der kom fra Uffe og omegn.

Jeg kunne endelig slippe tøjlerne i storkredsen i efteråret 18 og blev kandidat til folketinget. Det blev et fantastisk efterår, da FNs klimapanel kom med deres rapport. Jeg arrangerede klimamarch i Nykøbing, og det var ikke fordi mange deltog, men folk var enormt positive. Greta Thunberg og klimademonstrationerne i København blev så flot samlet op i Alternativets enormt velformulerede og gennemarbejdede politiske program. Det gik som en leg, og Susanne inviterede mig til vælgermøde på Fejø. Den fik med både borgerløn og det næste grønne Danmark - og vi fik en lang nattesamtale om politik - som i gamle dage.

Nu ændrede Carolina M. Mayers flyrejser og Niko Grünfeldts kontor og tilrettede eksamensbevis sagen for os kandidater. Josephine Fock forlod folketinget, og vi anede ikke den egentlige baggrund, men der kommer flere personopgør fra hovedbestyrelsen, og mediebilledet bliver mere og mere besværligt at håndtere i forhold til vælgerne på gaden.

I den lange valgkamp i foråret 2019 så Susanne og jeg kun hinanden en enkelt gang. Klimapolitikken var rykket i top overalt, og det var svært at være fokuseret på gaden. Der var slet ikke interesse mere for Alternativet, ingen kom til vores møder og det var svært at finde ud af, hvad vi egentlig stod for. Valgkampen var meget diffust organiseret, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre eller mene, når vi troppede op til Uffes møder. Jeg klappede bare, og det var sjovt, når vi var sammen, men det var tungt på gaden. Jeg gad ikke engang se alle de små videoklip “Uffe mod magten", for det var så ubrugeligt i en valgkamp at se ham snakke om sig selv og sine følelser og ideer, mens han transporterede sig rundt i København. Jeg havde jo brug for nogle konkrete, korte og præcise formuleringer om vores politik. De kom så i den sidste folder Der er et alternativ - som vil gøre dig rig. Det var bare for sent - jeg har en hel kasse stående endnu.

Susanne inviterede mig over på Fejø en eftermiddag 3 dage før valget. Vi stod nede ved købmanden og delte valgmateriale ud og forsøgte at snakke grøn politik med folk. Der var ikke rigtig interesse for os. Hun støvede al min selvtillid af på sin gode insisterende måde og greb fat i de folk, hun kendte, snakkede som et vandfald og slæbte dem hen foran mig. Jeg fik 3 stemmer på Fejø.

Det var tungt med det valgresultat. Jeg var enorm flad og gik med stress hele efteråret. Vi evaluerede og evaluerede og samledes til overfladiske møder, gik i gruppearbejde og lagde navn til forskellige begreber, som blev til "pejlemærker" for partiet. Det hele var temmelig ligegyldigt. Medlemmerne sivede væk, og var vi få aktive under valgkampen, så var det enormt mistrøstigt nu her efter valget. Jeg besøgte Susanne på Fejø, og hun fortalte, at hun havde fået konstateret kræft i halsen. Hun ville ikke opereres, men forsøgte sig frem med alternative teknikker og midler. Det var trist, men som sædvanlig talte hun sig varm - denne gang om spirituelle tanker og oplevelser. Vi talte ikke rigtigt politik.

Uffe og Rasmus kom forbi Sjælland med opsummering og pejlemærker i nye formuleringer. Jeg var på et møde, hvor de talte uafbrudt om sig selv og deres politiske initiativer og strålende resultater på Christiansborg. De spurgte ikke én gang om, hvad vi oplevede her ude i baglandet. Det var en underlig fremmedgørende oplevelse. Som efteråret gik blev jeg mere og mere depressiv i takt med Susannes kemobehandlinger og faldende medlemmer. Jeg var nu kasserer både i Guldborgsund og Faxe-Stevns bare for at holde liv i foreningerne. Vi havde sådan set penge nok, men vi havde ikke noget at bruge dem til.

Ind fra andre bevægelser kom der dog liv i nye politiske emner. Foreningen Gode Penge, BIEN Danmark (Borgerlønsbevægelsen – Netværk for Basisindkomst) og Informations økonomiserie blev voldsomt interessante, og jeg slugte Ib Ravns “Penge som tryllestøv: Hvordan banker skaber penge og blæser finansbobler op”. Sideløbende med bankskandalerne og analyserne af finanskrisen 2008 blev det nu klart for mig, at her lå en nøgle til klimakrisen og uligheden. Det var bare ikke rigtigt på dagsordenen i Alternativet, selv om vi i Storkreds Sjælland havde gang i en pengegruppe, som fik udarbejdet en rapport. De fem politikere på Christiansborg trivedes vist med hinanden og deres deltagelse i diverse forhandlinger og kaffemøder, men det blev ikke helt klart, hvad der foregik, og Alternativet var bestemt ikke synlige i medierne.

Så meldte Uffe ud, at han trådte af som politisk leder og der skulle vælges en ny. Det blev en enormt oplivende januar her i 2020 - meget mere spændende end valgkampen i 2019. Den politiske debat under valget af politisk leder har været noget af det mest engagerende og inkluderende, som jeg har været med til. Alle 6 kandidater talte Alternativets mærkesager og fremtidsvisioner op, og vi blev samlet og styrket som aldrig før, samt at vi fik nye politiske folketingskandidater markeret i medierne.

Vi valgte den person, som vi havde mest tillid til kunne forene os - bagland og folketingsgruppe, struktur og politik - samt evne at få endnu flere politiske resultater på væggen. Men nej, folketingsgruppen smed en spand koldt vand i hovedet på os, og jeg oplevede februars smædekampagne mod Josephine Fock som noget af en heksejagt.

Du var stået af, Susanne, da jeg besøgte dig på Hospice 8. februar. Da jeg satte dig ind i de seneste begivenheder og medieomtaler kom din stemme op i det skingre, høje leje, som du havde tendens til, når du blev ivrig eller vred. Du gestikulerede heftigt, som du sad der i sofaen, og kom med skarpe analyser af Uffes svigt, men så blev det for meget, og du måtte have smertelindrende drop.

Så døde du i søndags på kvindernes internationale kampdag, og dagen efter meldte Uffe sig ud af det parti, han havde stiftet, og tog tre andre med sig og en masse penge. En politisk kampfælle døde og en politisk periode døde, og Alternativet blev erklæret død for gud ved hvilken gang i løbet af en måned. Alt det slid, alle de timer og alle de konflikter, Susanne, som vi havde investeret i vores parti, røg nu vupti ud af vores hænder. Jeg havde det ligesom at have købt en bil af en brugtvognsforhandler. Uffe og Rasmus vendte øjnene mod himlen og bedyrede deres personlige frihed til ikke at være forpligtet til en politik, de ikke kunne stå inde for. Men vi har jo samme politik, så her er ikke noget argument - ellers ved jeg slet ikke, hvad jeg har kæmpet for. De burde - hvis de ellers havde en etisk fornemmelse for os andre i partiet - have givet deres mandat videre til de personer/suppleanter, som fint kunne forliges med den demokratisk valgte politiske leder. Det er råddent, Susanne - jeg ved, at du ikke ville være så direkte som mig, men du ville med din skarpsindige analyse straks sætte det ind i sammenhænge med det senmoderne menneskes narcissisme og mangel på identitet.

Men ved du hvad, Susanne, alt det vi lavede sammen, det eksisterer, og vi er ikke de eneste. I hver eneste kommune sidder der et par stykker eller flere, som har lagt enorme kræfter i Alternativets politiske projekt og organiseret og bygget op - lige som vi to gjorde på Lolland. Alle i Alternativet kunne se hinanden i januars politiske og demokratiske optur. Vi nød det og fik troen, tilliden og håbet igen. Vi havde fuld tillid til, at Josephine kunne klare ærterne, selvom hun fik så mange bank, at man undrede sig over, at hun kunne holde sig oprejst.

Ingen journalister eller politiske kommentatorer har set os, Susanne. De har ikke set den politiske vilje og det sammenhold, der er i baglandet. De kan ikke finde en eneste eksisterende kommuneforening eller storkreds, som ikke bakker op om Josephine. Vi har skabt et organiseret fundament med blod, sved og tårer for at gennemføre vores politiske visioner om den grønne omstilling. Josephine har pudset vores støvede bundlinjer af, og vi står og tripper for at komme til at samles i coronafrie politiske laboratorier om klimahandlinger, borgerløn, finansiel omlægning, nye demokratiske tiltag med borgerinddragelse, nye syn på skat og arbejde ... vi vil et næste grønt Danmark, og vi beholder vores værdier, hvor svære de end er at leve efter. Du ville have frydet dig ved denne vilje til politik og udvikling, som ligger langt foran de nuværende politiske partiers forestillinger. Du ville have rejst dig, udbragt en skål og råbt længe leve Alternativet!

Ulla Munksgaard

12. Marts 2020


KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.
  • Nicklas Thorsen Byrådskandidat for Venstre, Guldborgsund. Uddannet bachelor i offentlig administration. Formand for Listrup Ungdoms- og Idrætsforening (LUIF).
  • Kirsten Sydendal Formand for Lolland-Falster Lovestorm. Bor på Fejø og er uddannet cand.mag. i datalingvistik og fransk.
  • Rene Christensen Medlem af Folketinget. Dansk Folkeparti
  • Rasmus Aage Formand for Nye Borgerlige Guldborgsund, uddannet lærer og cand.ling.merc. i Tysk og Europæiske Studier.
  • Vibeke Hellmann Kandidat for Guldborgsundlisten
  • Carsten Andersen Initiativtager til Nyt Lolland tilbage i 2016. Efterlønner fra 24. december 2017, reklamemand gennem 35 år, initiativtager og idéudvikler til…
  • Lene Hatt SF-politiker gennem 32 år. Sidder i byrådet i Guldborgsund. Uddannet lærer og can.pæd.psyk.
  • Kasper Roug Folketingskandidat for Socialdemokraterne, og opstillet for Lolland-kredsen. Sidder i Lolland Byråd og er udvalgsformand for Børn og…
  • Lennart Damsbo-Andersen Medlem af Folketinget, Socialdemokratiet. Fra Guldborgsundkredsen.
  • Mikkel Arthur Kortsen Kandidat for Nye Borgerlige i Lolland Kommune
  • Claus Bakke Kandidat for Venstre til regionsrådet, samt byrådet i Guldborgsund
  • Annemette Schønberg Johnsen Spidskandidat for SF-Guldborgsund til KV2017. Folketingskandidat. Bibliotekar ved Guldborgsund-bibliotekerne.
  • Philip Rasmussen Arkitekt, By og Landskab Nakskov
  • Christian Nyborg Mortensen Spidskandidat for Radikale Venstre i Guldborgsund Kommune.
  • Tom Ahlqvist Medlem af ældrerådet i Guldborgsund. Formand for Guldborgsund bevaringsfond. Medlem af Marielyst Facaderåde
  • Louise Lindhagen Iværksætter, storyteller hos SkarptSprog.dk, Nykøbing Falster.
  • David Arnholm Nyhedsredaktør ved Folketidende Gruppen
  • Ulla Munksgaard Kandidat for Alternativet, Guldborgsund
  • Nicolaj Sand Iværksætter, projektleder og bestyrelsesmedlem i Lovestorm
  • Bob Richard Nielsen Medlem af Dansk Folkeparti
  • Jens P. Mølgaard Uddannet folkeskolelærer, bor i Idestrup.
  • Tine Vinther Clausen Kandidat for Venstre til byrådet i Lolland Kommune. Når man får tanken, "mon ikke det kan gøres lidt anderledes og derved skabe lidt andre…
  • Niels Nielsen I Lokallisten Lolland er jeg kasserer samt sekretær (kst)
  • chalotte frantzen Kandidat til Region Sjælland for Socialdemokratiet og DSU, kassere i BROEN Lolland, medlem af Sakskøbing Menighedsråd, uddannet ernæringassistent.
  • Rene Fjeldsøe Sørensen Nr. 7 på kandidatlisten for Guldborgsundlisten til kommunevalget i Guldborgsund Kommune
  • Casper Løje Pedersen Kandidat for SF Lolland. 36 år gammel, far til 2 og skolelærer på 15. år. Jeg har boet næsten hele mit liv på Lolland, og - på trods af visse…
  • Maj Larsen Kandidat for DF, Guldborgsund
  • Lis Magnussen Kandidat for Venstre, Guldborgsund
  • Jens Erik Boesen Byrådsmedlem og Kandidat for Guldborgsundlisten
  • Thomas Beckmann Sørensen Byrådskandidat for Guldborgsundlisten - lærer på Idestrup Privatskole
  • Allan Gardersøe Kandidat for Guldborgsundlisten
  • Martin Pedersen Byrådsmedlem (A) og nr. 4 på kandidatliste for Socialdemokratiet, Guldborgsund
  • Eva Kobberrød Kandidat for Enhedslisten Guldborgsund
  • Bente Lerche Thomsen Kandidat for Enhedslisten Guldborgsund
  • Svend Aaquist Kandidat for Enhedslisten Guldborgsund
  • Jennifer Garnett Kandidat for Enhedslisten Guldborgsund
  • John B. Hansen Kandidat for DF Guldborgsund og region Sjælland, Sekretær i bestyrelsen i DF Guldborgsund
  • Joan Kragh Kandidat for Alternativet, Guldborgsund
  • Sanne Nielsen Kandidat for Alternativet, Guldborgsund
  • Mona Jensby Kandidat for DF, Guldborgsund
  • Mikkel Erik Keis Søtbæk Mikkel Søtbæk Nr. 2 på Liste O, Dansk Folkeparti Lolland Kommune
  • Christian Tastrup Enhedslisten
  • Christian Juhl Folketingsmedlem for Enhedslisten Valgt i Lollands-kredsen
  • Michael Birklund Simonsen