Sundt boligmarked vendt på få uger til et marked med stor usikkerhed.
BOLIG Hverdagen har, som i så mange andre brancher i denne corona-krisetid, ændret sig markant for ejendomsmæglerne og på det lokale boligmarked generelt.
- Aktivitetsniveauet er dalet markant de seneste 14 dage. Telefonen ringer noget mindre, hvilket er helt naturligt i den situation, som samfundet befinder sig i øjeblikket, lyder det ejendomsmægler Dennis Frederiksen, Danbolig på Lolland-Falster.
Der bliver dog fortsat fremvist huse, men det foregår digitalt.
- Muligheden for at fremvise huse via Facetime har været en mulighed i mange år, men det er først nu, at vi benytter muligheden i større stil, så vi undgår at møde potentielle købere. Helt konkret, så giver vi kunden mulighed for at se nærmere på eksempelvis loft, som de gerne vil se tættere på, fortæller Dennis Frederiksen.
Han har fuld forståelse for, at lysten til at få foretaget vurderinger og sætte hus til salg eller bestille fremvisninger i en situation, hvor man bliver bedt om at blive hjemme på grund af smitterisiko, kan være meget lille.
- Samtidig er det meget positivt, at regeringen handler meget resolut i forhold til at holde hånden under flest mulige, og derfor også dem, der skal købe bolig, siger han og tilføjer.
- Min forventning er, at boligmarkedet fortsat vil være i lavt gear, indtil vi er på den anden side af det sundhedsmæssige aspekt i denne krise. Men jeg forventer også, at boligmarkedet efterfølgende vil vende relativt hurtigt tilbage til det mere normaliserede aktivitetsniveau, som vi havde for bare 14 dage siden, siger Dennis Frederiksen.
Ejendomsmægler Jørgen Danielsen, Home-mæglerne, understreger, at det lokale boligmarked ikke er lukket helt ned.
Han betegner aktivitetsniveauet som stille.
- Vi kører på de fremvisninger, der er. I de situationer tager vi naturligvis de forholdsregler, som sundhedsmyndighederne foreskriver. Men aktivitetsniveauet er faldet markant i forhold til januar, hvor vi startede 2020 godt ud, fortæller Jørgen Danielsen.
Den store usikkerhed om fremtiden, som hersker i øjeblikket, viser sig også, vurderer han.
- Nogle er fuldt forståeligt nervøse over den voldsomme opbremsning, der sker i samfundet, og det værste i den sammenhæng er, at ingen ved, hvor langt tid denne krise tager, før vi er kommet ud på den anden side, slår han fast.
Derfor giver Jørgen Danielsen også udtryk for det umulige i at spå om fremtiden på det lokale boligmarked.
- Hvis vi kommer ud i, at en masse mennesker mister jobbet som følge af denne krise, så vil det påvirke boligmarkedet i negativ retning, siger han og tilføjer.
- Og selv om der bliver tale om få uger, så vil folk helt generelt have brug for lige at trække vejret i en periode, vurderer Jørgen Danielsen.
Læs også artiklen: Sund forsigtighed på lokalt boligmarked