cookie-og-privatlivspolitik
Svend Erik Hovmand i gang med hammer og mejsel ved den faldne mur mellem Øst- og Vesttyskland.
Svend Erik Hovmand i gang med hammer og mejsel ved den faldne mur mellem Øst- og Vesttyskland.
Foto: Privat

Da muren faldt

Et stykke af Muren ligger hjemme på bogreolen

Tidligere folketingsmedlem og minister Svend Erik Hovmand beretter i denne kronik om opførelsen af Berlinmuren, dens fald og tiden derefter.




25. oktober 2019 kl. 10:27

Annonce

Af Svend Erik Hovmand

Hjemme på min bogreol ligger et lille stykke graffitimalet beton. Det er et minde om en af de største begivenheder i mit politiske liv; Berlinmurens opførelse og fald.

Jeg oplevede det hele. Oven i købet med egne øjne.

Som formand for VU på Midtlolland deltog jeg i en europæisk, liberal ungdomslejr i Friderich Neumann Stiftung, der ligger i Vestberlin lige på grænsen til Østberlin.

Midt om natten efter ankomsten vågnede jeg ved noget støj ved vinduet i mit værelse. Jeg sprang ud af sengen, trak gardinet til side og så nede på gaden nogle mænd badet i lys og i færd med at lægge mursten ovenpå hinanden. Jeg tænkte, at vi måske havde fået lidt for meget af velkomstdrinken, da vi ankom, og lagde mig til at sove igen. Men da jeg vågnede næste morgen, tænkte jeg straks på nattens begivenhed og trak igen gardinet til side. Og hvad så jeg - jeg så ind i en tre meter høj mur, de havde bygget den nat.

Det var Berlinmuren.

Jeg var rystet. Og det samme var mine kolleger. At tænke sig, at man bare byggede en mur gennem en by, som afbrød enhver forbindelse til naboer, venner, arbejdspladser, skoleområder med videre.

Året var 1965. Forud var gået 20 år siden afslutningen af Anden Verdenskrig, hvor man foretog en opdeling af Berlin i en øst-zone og en vest-zone. Efterhånden, som koldkrigsspændingerne steg, lagde man i 1969 pigtråd ud på grænsen. Men nu kom der altså en høj betonmur i stedet for. Der var simpelthen for mange østtyskere, der lykkedes med at flygte til Vestberlin.

Tiden efter, at muren blev bygget, var begivenhedsrig. For mig personligt afsluttede jeg min uddannelse, blev gift og blev medlem af Folketinget. I 1986 blev jeg energiminister.

På verdensplan skete der også meget. Vietnamkrigen blev optrappet. Kennedy, som var det store idol for os unge politikere, afværgede Sovjetunionens invasion i Cuba. I 1987 opfordrede den amerikanske præsident Ronald Reagan den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov til at "Tear down this wall". En opfordring, folk ikke skulle vente længe på. Genforeningen mellem Øst og Vest skete få år efter.

I 1989 krakelerede Muren, og folk strømmede til. Den 9. november 1989 var det altså endegyldigt slut for DDR. I Nykøbing og navnlig Gedser var der en sand invasion af nysgerrige østtyskere.

Jeg besøgte min tyske kollega i Berlin få dage efter. Vi fik begge udleveret en hammer og mejsel - og resultatet, der nu ligger på min bogreol, er et uvurderligt minde. Faktisk fik jeg en klump i halsen, da jeg stod der ved Muren og tænkte tilbage på den nat, jeg så, den blev bygget. Det var jo et symbol på en politisk udvikling i Europa, som var endt med, at befolkningerne havde taget magten over diktatur. Det var stort.

Efterfølgende kom jeg ofte på besøg i Berlin som dansk boligminister. Man besluttede jo, at Berlin skulle være hovedstad for hele det genforenede Tyskland. Og det betød behov for mange nye boliger. Jeg gik derfor straks igang med at arbejde for dansk byggeeksport til Berlin. Og det var der stor interesse for. Faktisk så stor, at man i Berlin talte om "den gule fare", når de danske håndværkere kørte ind i Berlin mandag morgen med deres gulpladebiler.

Ikke alt gik godt. Der var danske håndværkere, som var lidt uheldige - først og fremmest fordi man i Tyskland har mange særlige regler for byggeri. Men faktisk lykkedes det at hæve den danske bygge-eksport med adskillige milliarder om året i de år. Det blev en succes.

Et andet projekt, som også har optaget mig meget efter Murens fald, er naturligvis den kommende Femernforbindelse.

Selvom Adolf Hitler under Anden Verdenskrig havde påbegyndt en "autostrada" op igennem Danmark for, at han kunne få sin "krigsmaskine" op til Skandinavien, lykkedes det ikke for ham. I 1943 var der ikke flere penge, og de halvfærdige motorveje lå ubenyttede hen fra Rødbyhavn til Maribo. Og efter krigen var der ingen interesse for at styrke forbindelsen til Tyskland. Først i 1953 begyndte man at arbejde på motorvejen igen. Og i 1966 indviede den tyske præsident og den danske konge Fugleflugtslinien.

Først næsten 40 år senere begyndte man for alvor at arbejde for en fast forbindelse over Femern Bælt.

I 2007 afløste jeg tidligere minister Niels Wilhjelm som formand for Femern-komiteen, som senere blev til Femern Belt Development. I 10 år - indtil aftalen var hjemme - arbejdede vi på at bygge den "mentale bro". Det handler om samarbejde, om uddannelse, turisme, erhvervsliv, handel, sport og så videre.

I dag må man sige, at samarbejdet fungerer gnidningsfrit. Der er ingen rester af muren og den kolde krig.

Nu venter vi bare på, at Femern-projektet bliver færdigt i 2028-29 og åbner sig som en ny forbindelse 40 år efter Murens fald.

Læs også Læs også "- Der er endnu mange ufortalte skæbner at formidle"



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Da-muren-faldt