Al udvikling begynder med at tænke anderledes
Jordlovene af 4. oktober 1919 var begyndelsen til nyt liv for en stor gruppe mindrebemidlede mennesker, som ellers ikke havde mulighed for at bidrage til udviklingen af landdistrikterne. Fridlev Skrubbeltrang skriver i ”Den Danske Husmand” fra 1954, at ”sikkert kun de færreste ville dengang have tænkt sig, at denne omstridte ”begyndelse” skulle blive stående som et hovedresultat, et fremstød i stor stil, som ingen senere reform har videreført med samme held”. Statens jordlovsudvalg administrerede i løbet af 20’erne fordelagtige byggelån til ludfattige mennesker, der bosatte sig som statshusmænd på de statslige nye udstykninger.
Denne chance for at kunne skabe sig et hjem og en indtægt fik den enkelte til at yde en indsats, som prægede fællesskabet og forvandlede ubeboede egne til travle nybyggerkolonier. En del af de nye husmænd på Lolland var ikke etniske danskere. Skrubbeltrang påpeger, at ”den indførte arbejdskraft i ”polakhusene” fra århundredets begyndelse havde sin naturlige modsætning i de selvstændige, danske småbrugere, der med godt arbejdsmod tog de marker i besiddelse, hvor dårligt lønnede polske piger for ikke længe siden havde sanket sten eller luget roer fjernt fra deres hjemland”.
Nu er små 100 år rullet hen over Lolland, og mange husmandshuse står forladte sammen med flere huse i landsbyerne, og staten har for længst solgt jorden til husejere. I takt med forfald, fraflytning og håbløshed står en ny virkelighed og banker på døren. Vi skal tænke anderledes og positivt for at få bosat Lolland igen.
Den positive tanke er en omvurdering af såkaldte svage borgere og i stedet se mindre bemidlede borgere som et mægtigt udviklingspotentiale. Her taler vi om danske flygtninge – hjemløse af enhver slags – og udenlandske flygtninge. Det kan også være folk med iværksætterideer, der mangler huse til at virkeliggøre drømmen eller eksperimenterende kunstnergrupper. Alle vil begynde på en frisk i livet og mangler et sted at bo og et stabilt udgangspunkt for at gøre en indsats.
Det kræver nye reformer for at virkeliggøre denne vision. I stedet for at bruge statsmidler på at rive husene ned og forvente, at velhavende tilflyttere slår sig ned og bygger nye huse, så gentag Jordlovene af 1919 og eksproprier de forladte ejendomme og giv fordelagtige istandsættelseslån til mindrebemidlede mennesker, der vil yde alt for at skabe et nyt livsgrundlag. Mennesker, der vil overleve og være selvstændige, har et umådeligt stort udviklingspotentiale.
Lad os tænke alternativt, og lad Lolland gå i spidsen for nye reformer: bosæt Lolland.
Ulla Munksgaard