I uge 41 er det organdonationsuge. Over hele Europa sættes der fokus på organdonation. Organtransplantation er på mange måder en fantastisk nyskabelse. Sygdomme, der for 50 år siden var en dødsdom har ændret karakter. Vi kan forlænge livet for de, der dengang ikke havde en chance. Vi kan redde et menneskes liv med det organ, et andet menneske ikke længere har glæde af. Men vi har ikke organer nok. Lige nu venter over 400 danskere på et nyt organ. De oplever at deres tilstand langsomt forværres. Det trækker store veksler på dem og deres familie. De skal stå på spring den dag, der bliver et organ til rådighed. Det er i sig selv psykisk hårdt. De skal også forholde sig til at de risikerer at vente forgæves. Ikke alle får et organ. Nogen dør mens de venter. Det sker i Danmark hver anden uge. Det er dybt tragisk. Vi ved godt, hvordan vi skal redde disse mennesker. Det er ikke dyrt sammenlignet med andre behandlinger. Men vi har ikke organer nok til rådighed. En af forklaringerne at for få tager stilling til organdonation. Vi udskyder beslutningen, eller vi glemmer at fortælle vores familie præcist hvad vi ønsker. Denne tragiske situation kalder på to typer af overvejelser. En er personlig. Det er i sin enkelthed: ønsker jeg at være organdonor? Her må man som enkeltperson grundigt overveje om man ønsker at ens organer skal kunne glæde og gavne andre. Eller om man ikke ønsker dette. Min opfordring er at handle på det når man har gjort sin stilling op ved at registrere det i donorregistret. Det gøres let på sundhed.dk. Så ved din familie, hvad du ønsker, hvis det bliver relevant. Ellers bliver den svære beslutning overladt til dem.
Den anden overvejelse er om vi bør ændre vores donationsmodel. Vi har en model med aktivt tilvalg, hvor de, der ønsker at donere, selv skal melde sig aktivt til. Den model udskifter mange lande med en model med aktivt fravalg. Her betragtes myndige borgere som donorer, hvis de ikke selv aktivt melder fra. Det er baseret på den tanke at man ved ikke at melde fra giver et tavst samtykke til donation. Et skifte kræver betydelige informationskampagner. Men der er gode grunde til at overveje modellen. Den der oftest nævnes er at lande med aktivt fravalg typisk har flere organer til rådighed end lande, der har vores model. Det betyder at vi kunne redde flere. Andre fordele glemmes i debatten. Den første er at vi kan fastholde et donorregister med de samme muligheder som i dag. Det betyder at de der ikke ønsker at donere kan registrere dette. Et sådant forbud mod donation skal som i dag respekteres 100%. Aktivt fravalg presser ikke nogen til at tage stilling. Tvivlere kan registrere tvivl ved at markere ’ved ikke’ i donorregistret. En mulighed de også har i dag. Ingen mister muligheder og den, der i sidste ende bestemmer over organerne er den enkelte. Endelig kan aktivt fravalg også give en klarere rolle til familien. De skal selvfølgelig have muligheden for at oplyse at en person, der ikke aktivt har meldt fra, i virkeligheden ikke ønskede at donere. Et system med aktivt fravalg fastholder dermed den personlige autonomi og det grundlæggende ønske at organer anvendes i overensstemmelse med den enkeltes ønske. Når det samtidig kan redde menneskeliv skylder vi de mennesker, der venter på et nyt organ seriøst at overveje dette.
Andreas Albertsen, Postdoc ved Institut for Statskundskab Aarhus Universitet. Forfatter til bogen ’Organdonation – og behovet for en ny model.
Solhvervsvej 26, 2. MF
8200 Aarhus N