cookie-og-privatlivspolitik

3

Billeder

Det meste af Døllefjelde-Musse Markedets bestyrelse havde sat hinanden stævne ude på det, der normalt er en del af markedspladsen, for med en øl og en Dølle-pølse at markere, at det var nu, markedet efter planen skulle være begyndt. Nu kan de i stedet se frem imod den første weekend i september, hvor de forhåbentlig vil få selskab af masser af gæster.
Foto: Anders Knudsen

Dølle

En Dølle-pølse uden marked

VIDEO: Markedsbestyrelsen mødtes torsdag for at markere, at det var nu, årets Døllefjelde-Musse Marked skulle være gået i gang.




08. maj 2020 kl. 07:50 Af Jakob Poulsen

Annonce

DØLLEFJELDE Solen skinnede fra en skyfri himmel, og temperaturen havde sneget sig op omkring de 15 grader. Normalt plejer det at summe af liv på markedspladsen på Døllefjelde-Musse Marked torsdag aften før storebededag. Men ikke i år.

Området ved Sakskøbingvej 80 lå nærmest øde hen og lignede på ingen måde en markedsplads, men derimod det, det er til daglig: Døllefjelde Musse Idrætsforenings boldbaner.

Torsdag aften før storebededag har i årevis været tidspunktet, hvor årets Døllefjelde-Musse Marked blev sparket i gang med en stor åbningskoncert. Men på grund af corona-udbruddet og de deraf følgende restriktioner er markedet udskudt til den første weekend i september.

En lille beskeden skare bestående af markedsbestyrelsen og enkelte andre havde dog sat hinanden stævne under den blå himmel for at markere, at der var i aften, markedet skulle være startet.

- Det er surrealistisk. For tre uger siden ville den gruppe, jeg er med i, jo have begyndt at sætte pinde og snore op for at gøre vores del af pladsen klar. Det har der ikke været brug for. Til gengæld har min have derhjemme aldrig været så flot.

- De sidste tre uger har været rolige ud over alle grænser. Det er svært at forstå, men realiteterne er, som de er, forklarede den tidligere mangeårige markedsformand Ole Ottosen om tiden op til storebededag.


Meget arbejde forude

Markedets nuværende formand, Leif Chortzen, fortæller til Radio SydhavsØerne, at der stadig ligger en masse arbejde forude, før september-udgaven af markedet er på plads. Men kan nemlig ikke uden videre tage de mange aftaler, der er indgået omkring det marked, der skulle have fundet sted nu, og flytte dem til september.

- Vi har en del kontrakter, blandt andet flere meget store kontrakter, som rent juridisk skal behandles på den helt rigtige måde, ellers ville vi stå i en forfærdelig økonomisk situation. Så der har været en masse skrivebordsarbejde i den sidste tid, men nu har jeg ro i maven igen.

- Vi har ikke nogen, der kræver nogen form for erstatning for markedet her i maj måned, så nu arbejder vi ihærdigt på at planlægge et marked i september - men med det forbehold, at vi måske må aflyse, hvis regeringen forbyder os at forsamles eller kommer med nogle restriktioner, som gør, at vi ikke kan holde Døllefjelde-Musse Marked.

Hvis alt går efter planen, finder årets marked sted i weekenden 4.-6. september.




KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her