- Man vil jo gerne passe på sine børn

NAKSKOV Anja og Patrick Mølgaard er forældre til William på fire år og Sofie på ni måneder, og de har ikke haft alt for travlt med at sende deres dreng tilbage i dagtilbud, selvom det igen blev muligt fra 15. april. Men nu er de så småt begyndt på det.

William har siden mandag i sidste uge været tilbage i børnehaven Mælkebøtten i fire-fem timer om dagen, og Anja har ligeledes i den forgangne uge taget fat på indkøringen af deres ni måneder gamle datter i vuggestuen samme sted ved at være der én time om dagen.

Udløseren er en blanding af realisme, pragmatisme, tillid til sundhedsmyndighederne, en generel opfordring fra områdeleder for dagtilbud Nakskov, Mette McCombie, om at lade børn være børn og komme ud at lege med jævnaldrende - og en barsel, der udløber, når jobbet fra og med 26. maj igen kalder på Anja.

Anja er hjemmesygeplejerske i Lolland Kommune, Patrick er murer. Men fordi Anja var på barsel, da statsministeren onsdag 11. marts lukkede ned for store dele af samfundet, herunder dagtilbud, betød det ikke de store ændringer i familiens hverdag. Desuden fortsatte også Patrick som vanligt. Han har arbejdet hele tiden og haft rigeligt at se til, fortæller hun.

Ændringen var derfor, at William ikke kunne komme i børnehave.

Faktisk var han hjemme allerede hjemme fra mandag 9. marts, fordi familien havde nogle ting, de skulle til, og indtil 4. maj. Han blev således også holdt hjemme de sidste to mulige dage, torsdag og fredag, hvor han ellers kunne være kommet i børnehave.

Hvorfor vagte I det?

- Det var, fordi man ikke rigtig kendte så meget til det. Det var stadig helt nyt. Man vidste ikke, om børn var i risikogruppen, eller hvem der var de mest sårbare i samfundet. Derfor valgte vi at holde ham hjemme, fortæller Anja Mølgaard.

Hun havde desuden allerede holdt William hjemme én dag her og én dag der, mens hun holdt barsel. Derfor lå det ligefor.

Hvordan var ugerne under nedlukningen?

- Det var meget ensformigt.

- Det hele foregik hjemme hos os selv. Det eneste sted, jeg tog hen med børnene, var ud til mine forældre i Halsted. Ellers kom børnene ikke udenfor bopælen.

Der var heller ingen kontakt med legekammerater udover svigerindens fire børn.

- Vi var heldige, at vejret var godt, så vi hyggede bare og fik tiden til at gå med en masse ting herhjemme.

- Vi fik nedgravet trampolinen og købt et klatrestativ og en masse udstyr til haven for at være på forkant, hvis nu situationen endte med, at Danmark lukkede ligeså meget ned som Frankrig. Hvis det skete (udgangsforbud, red.), skulle vi have noget at lave. Jeg har nemlig ikke ville tage børnene på legepladser. De har heller ikke været med ude at handle. Derfor gik jeg meget op i, at der skulle være noget herhjemme, vi kunne bruge tiden med, hvis der skulle ske yderligere nedlukning.

Haven rummede desuden allerede et fodboldmål og en sandkasse, og et legehus er fortsat på vej til at blive leveret.

Da William 15. april igen kunne vende tilbage til Mælkebøtten, ventede du lidt. Hvad var dine tanker med det?

- Nu skulle det hele til at åbne op igen, og så ville jeg gerne vente med at have mine børn afsted, fordi man ikke helt kendte, hvad det ville indebære, at man åbnede samfundet delvist op igen. Ville der komme flere smittetilfælde? Når nu jeg havde muligheden, ville jeg helst have dem hjemme og se det hele lidt an.

Men nu er opstarten så en realitet. Hvordan har du det med det?

- Selvfølgelig kunne jeg godt have ønsket, at vi ikke skulle starte op nu. Min datter er kun er ni måneder gammel, men man skal også være realist. Jeg lever med den overbevisning, at vi allesammen bliver ramt af smitten på et eller andet tidspunkt. Så kan man ligeså godt, når samfundet skal i gang igen, begynde så småt at være med til det.

Indkøringen, hvor Anja til sin store glæde fik lov til at komme med indenfor, så Sofie kunne starte med at sidde på hendes skød, gav dog anledning til nogle tanker.

- Når min datter ligger på gulvet i vuggestuen, så sutter hun på alt. Det kan ikke undgås. Så kommer der et andet barn, som tager legetøjet, og så sutter de på det. Jeg ved godt, at legetøjet bliver rengjort to gange om dagen, men alligevel ...

- Men der må man slå koldt vandt i blodet og sige, at vi kunne også selv komme hjem som raske smittebærere og smitte hende. Min mand går på arbejde, jeg selv er ude at handle, og snart er jeg også tilbage på job. Jeg vælger at tænke, at så længe, vi overholder alle hygiejneregler, skal det nok gå.

- I og med at jeg er sygeplejerske, så ved jeg også, at man skal ikke være for hysterisk, men bare være realistisk.

Anja er desuden gået fra forsigtig til pragmatisk i takt med, at sundhedsmyndighederne er blevet klogere på covid-19, og smittespredningen har holdt sig på den grønne kurve. Dertil kommer, at Lolland Kommune er gået fra at anbefale forældre, der kan, at holde børnene hjemme, til at råde forældre til at sende deres børn afsted, for at de kan lege med andre børn. Anja reagerer derfor også på skiftet i kommunikationen fra kommunen, når hun nu sender børnene i dagtilbud.

- Jeg er også enig i, at det er vigtigt, at min søn ser andre børn og får brændt noget andet energi af, end han gør herhjemme.

- Men jeg har også stadig den der i baghovedet, at han har været mere eller mindre isoleret i otte uger, så jeg synes også, at han skal have lov til lige at starte lidt blødt op og lige komme hjem og hvile, hvis man kan sige det sådan.

- Det er jo en helt ny måde, man afleverer på. Man skriver ind, hvad tid man afleverer, og så er der nærmest en pædagog, der står klar til at tage imod ham, så han kan få vasket hænder. Børnene er kun udenfor. Der er slået telte op, til hvis det bliver regnvejr. Der er markeringer af, hvor man må gå til, der er sprit allevegne, og der er sat ekstra håndvaske op. Det er jo noget nyt for ham også.

Hvad siger din dreng?

- Ikke det store. Han synes, at det er hyggeligt, og så har han jo en mor, der er hjemmesygeplejerske, så det med at vaske fingre er han vant til i forvejen.

Hvad tænker du selv?

- Jeg synes, det er fint. Jeg er tilfreds. Vi får god information fra institutionen, og som pædagogerne klarer det, har jeg ikke en finger at sætte på noget.

Anja har valgt at bruge den resterende barselstid til at afholde en barselsdag om ugen, når hun starter på job. De dage, hun har fri, har hun så tænkt sig at holde børnene hjemme.

- Der ligger stadig det, at man gerne vil skærme dem en lille smule. Give dem lidt ro og lidt tryghed herhjemme og ikke bare sende dem af sted. Det ligger lidt i mig.

Prøv at uddybe det?

- Jeg synes, det er svært at sætte ord på, hvad jeg føler helt præcist. For man skal være realist, men igen vi kender jo stadig ikke hele udfaldet, og det har været meldt ud, at der er nogen, der får tilbagefald. Det har jeg stadig i tankerne, så hvis jeg har mulighed for at skåne og skærme mine børn, så er det dét, jeg gør.

- Ens børn er jo ens dyrebare guld, så man vil gerne passe på dem. Selvom jeg godt ved, at man ikke kan skærme dem 110 procent.

Hvis du ikke stod for at skulle tilbage på job, hvad havde I så valgt at gøre?

- Så havde min datter været hjemme, og min søn havde været afsted på baggrund af opfordringen til, at børn skal afsted, være børn og lege igen, men det havde kun været enkelte dage. Ikke mandag til fredag.

- De kommer kun i institution i det her omfang i og med, at de er nødsaget til det, fordi jeg skal starte på arbejde.

- Vi må tage det én uge ad gangen og se, hvad der sker.

Det næste interview er med Natascha Leth Jørgensen.