cookie-og-privatlivspolitik

En forandret hverdag

Hvem sidder der bag skærmen ...

Som så mange andre står Folketidendes journalister i en forandret hverdag. Læs i denne serie af beretninger, hvordan de tackler de udfordringer, det giver.




28. marts 2020 kl. 07:26 Af Rikke Søholm

Af Rikke Søholm,

redaktionssekretær

­

Jeg tænker ofte på Jens Vejmand. Ham, som sidder bag skærmen med klude om sin hånd og læderlap for øjet.

Jeg sidder også gemt bag en skærm med ergonomisk mus og skærmbriller for øjet og forsøger med sproget at trylle de hårde sten om til brød.

Annonce

Jens Vejmands hårde arbejdsliv kan på ingen måder sammenlignes med mit. For jeg er privilegeret og kan sidde bag skærmen i en varm stue, mæt og tryg, og jeg er medlem af en A-kasse.

Men dræbersneglen corona banker på døren, og jeg hamrer på livet løs på de hårde sten for mit levebrød.

Jeg er på. Klokken er 6. Første skridt i dagens maratonløb er taget, og jeg har heldigvis lynhurtig fibernet. Alt er normalt, bortset fra at jeg er vågnet en halv time senere. Jeg skal jo ikke ud på landevejen for at møde på mit sædvanlige kontor.

Det er nu på spisebordet med udsigt til brændeovn, en smuk rød gård, forårsblomster og nullermænd.

Mails fra kollegaerne med status på siderne i dagens avis er tikket ind.

Annonce

Jeg danner mig et hurtigt overblik over dagens avissider, skruer op for styrken i skærmbrillerne, totalt fokuseret.

Hver time tager jeg to minutters minipause i haven. Skærmbrillerne skal jo nødig gro fast.

Det er lidt smukkere end at stå på brandtrappen inde på avisen.

To timer inde i arbejdsdagen møder jeg min nye kollega. Hun har ingen hæmninger.

Hun kræver nus og vader rundt på skrivebordet.

Annonce

Jeg løfter hende væk og hvæser "Ssh! For helvede, ikke nu!!

Mails tikker ind om færdige artikler. Jeg snakker kortvarigt i telefon med chefen angående omprioritering af historier i dagens avis.

Jeg har lige så travlt, som sad jeg på avisen. Ja, faktisk mere travlt, for der er ikke så mange annoncer, efter corona er kommet på besøg. Så der er flere artikler at redigere.

Kæresten har fået strenge ordrer på ikke at tale til mig i syv og en halv time.

Han glemmer det, og husets stråtag hæves flere meter i højlydte eder. Dræberblikket kender han.

Annonce

Senere undskylder jeg. Han ser også rystet ud. Det er godt, jeg ikke har børn ...

Jeg tænker på mine kollegaer. Hvor arbejder de mon henne? Er der mange, som skal passe børn samtidigt? Nogle, der er syge? Hvordan har de det? Hvordan går det med fotograferne?

Det er skønt at se, hvordan de kæmper mod corona og i avisen følger op på, hvad det betyder for det lokale liv.

Det er jeg stolt af.

Det kan vi sgu som lokalavis. Sikke dedikerede medarbejdere i hele virksomheden.

Annonce

De knokler og kæmper for at holde liv i det eneste lokale medie, der dækker livet på godt og ondt på Lolland-Falster.

Lidt før avisens endelige deadline begynder min kollega igen at vade rundt på skrivebordet.

Nu fælder hun gud hjælpe mig også over det hele, snuser til min skål med nødder og drikker af mit vandglas. Ingen grænser overhovedet.

Chefen skriver i en mail, at avisens forside er klar til læsning. Kollegaen kaster jeg væk. "Du må lære at vente!"

Normalt udskriver chefen forsiden i A3-format, hvorpå jeg sætter mine fede, røde kruseduller.

Nu redigerer jeg forsiden direkte i redigerings-programmet på computeren. Det tager lidt længere tid, men fungerer.

Så er avisen afsted på sin rejse mod læserne, og jeg er næsten kommet over målstregen efter fem og en halv time.

Så er der kun slutspurten tilbage.

Men først skal der brændstof på.

Igen er dagens ret makrel i tomat med tomater på sidelinjen, det sædvanlige. Ingen gourmetmad, selv om jeg er hjemme.

Så snart jeg åbner dåsen, begynder min nye kollega højlydt at tigge og forfølge mig.

Jeg giver til sidst op og forærer hende lidt makrel, så jeg får fred.

Jeg færdiggør så mange sider som muligt i morgendagens avis og nærmer mig målstregen.

Arbejdstelefonen slukkes, computeren lukkes ned, og skærmbrillerne ryger af.

Kæresten må tale til mig igen. Han trænger også til et knus.

Vi ses bag skærmen, Jens Vejmand.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Beretninger-fra-en-forandret-hverdag

ANNONCE