Krigen mod den pletplukkede løve

Af Birgitta Andersen,

journalist

Når man har to ugers ferie midt i det kedelige corona-land, kan man lige så godt tage fat på to-do-listen.

Sådan en har jeg også, og allernederst på den liste - lige under "støvsuge bilen" og "vaske drivhuset" står den opgave, jeg hader mest af alle: "Trimme hund".

Men eftersom vi begge er spærret inde her i huset, og hunden efterhånden ligner en mellemting mellem en 30 år gammel nullermand og de store børster fra vaskehallen, kastede jeg mig for en uges tid siden ud i udfordringen...

Nu er "udfordring" slet ikke dækkende for de pinsler, prøvelser og fortrydelser, sådan en beslutning medfører.

Lad os præsentere min modstander i "Den store plukkekrig". Han er en 10-årig cairnterrier med et temperament som en brandbombe, en snarrådighed som en krigsgeneral og en vilje af stål. Denne vilje sættes som regel hårdt ind på at undgå alt, der ikke involverer godbidder ad libitum, kødben (også ad libitum), lange gåture eller at slænge sig på en sofa efter eget valg.

Da jeg skulle have hund, læste jeg om racen, at "en cairnterrier er en hund med et minimum af pelspleje". "Bingo!", tænkte jeg. Jeg skulle blive klogere...

Vi har havde cairnterrier, da jeg var barn. Og jeg husker trimningen som noget hyggeligt, vores første cairn og min mor havde sammen. Hunden lå med alle fire poter i vejret og nød bare at slippe af med den kløende, varme vinterfrakke.

Cairnterriere er ruhårshunde, så trimningen er angiveligt et "must". To til tre gange årligt skal frakken hives af med en trimmekam. Klippes den, mister man ruhårenes rensende og tørrende effekt, og hunden kan få eksem.

Jeg skulle dog snart lære, at denne cairnterrier absolut ikke havde tænkt sig at lægge sig med poterne i vejret og nyde noget som helst. Her i huset er trimning lig med krig, og alle forhåndenværende metoder tages i brug for at vinde.

Af bitter erfaring ved jeg, at der er krigszoner: Grøn zone, gul zone, rød zone og "nu slår jeg dig ihjel"-zone. Der er steder på den lille arrigtrolds krop, jeg aldrig nogensinde får lov at trimme, hvis jeg gerne vil leve. Dem klipper jeg så i stedet. Diplomati er vigtigt - selv i en krigstid.

Men ryggen er okay, så her starter vi... dog ikke uden små advarende knur nede fra halsen: "Nu skal du ikke komme for godt i gang".

Herfra bliver det kun værre, og snart befinder jeg mig i en sky af løse hår, hundegebis, skrig og skrål.

Hans variation af modtræk er imponerende.

Når jeg vil trimme bagdelen, tynger han den ned mod gulvet med sine imponerende 12,7 kilo, så jeg både skal styre trimmekammen og forsøge at holde hundemåsen oppe i venstre arm. Det er ikke bare dødvægt - det er modvægt. Glem træningscentret. Det her giver muller i en corona-tid.

Når jeg skal klippe pelsen af hans ben, sparker han, så han nu ligner noget, Anna og Lotte har haft fat i.

Ved hovedet skifter han taktik. Pludselig indstilles kamphandlingerne, og han lader som om, at jeg er hans favoritmenneske i hele verden. Derfor vil han naturligvis gerne nusse, og stanger mig med hovedet, mens han grynter indsmigrende...

Det hele handler naturligvis om, at jeg ikke skal kunne nå hovedets bakkenbarter, øjenbryn og næsehår med trimmekammen, når de er puttet ind mod mig. Men jeg har været på denne kampplads lidt for tit. Jeg kender hans metoder og bider ikke på. Bakkenbarterne ryger, og den indsmigrende grynten erstattes atter af hyl og skrig.

Efter fem dages konstante kampe er min skraldespand nu fyldt, så der kunne strikkes mange trøjer. Jeg har vinket med det hvide flag.... jeg gider ikke mere.

Jeg har set på billeder af cairnterriere, hvordan de skal se ud, når de har været til hundefrisør. Sådan ser min slet ikke ud. Han ligner ikke "best in show", han ligner en pletplukket løve. Han vinder ingen skønhedskonkurrence, men får topkarakter for kampgejst.

Jeg trækker mig skrammet, træt og med gigantiske biceps i venstre arm tilbage fra kamppladsen og håber, at der aldrig mere kommer en corona-krise, så jeg bliver nødt til at gå i gang med to-do-listen.