cookie-og-privatlivspolitik

2

Billeder

Gittemie Eriksen bor med sin familie i Sønder Alslev og er forfatter. Hun har udgivet en serie krimier med retsmedicineren Pia Holm i hovedrollen, foruden flere spændingsnoveller og en erotisk kærlighedsroman.
Foto: Gittemie Eriksen

En forandret hverdag

Overvældende træthed og fælt vand

KLUMME: Forfatter Gittemie Eriksen fra Sønder Alslev er ved at være igennem 22 dage med - måske - coronavirus




06. april 2020 kl. 15:27 Af Gittemie Eriksen

SØNDER ALSLEV Jeg har valgt at dele min historie, fordi medierne mest fortæller om de rigtig slemme tilfælde, så jeg tror, der er mange, der går rundt og er bange for at få sygdommen. Det var jeg også selv, men heldigvis er det langt fra alle, der bliver så syge, at de bliver indlagt eller kommer i respirator.

Jeg fik de første symptomer tirsdag 17.marts, hvor jeg begyndte at hoste, havde ondt i muskler og led, hovedpine og en overvældende træthed. Når jeg stod op, havde været i bad og fået tøj på, var jeg klar til at gå i seng igen, så træt var jeg. Allerede ugen før indførte jeg temperaturmålinger af hele familien - også hundene - morgen og aften, og selv om jeg følte mig varm, havde jeg ikke feber. Jeg lå dog i den høje ende af normalområdet.

Torsdag begyndte jeg også at få åndenød, når jeg gik op ad trapper eller lavede noget, hvor jeg anstrengte mig en lille smule, som for eksempel at løfte på noget, mens jeg gik. Så jeg ringede til lægen og regnede egentlig med, at jeg ville blive testet, men fik at vide, at det var mine symptomer ikke slemme nok til. Jeg skulle bare holde mig i isolation. Det havde vi været, siden statsministeren lukkede Danmark ned onsdagen før, så jeg tror ikke, jeg har smittet andre end mine børn. Hvor jeg har fået smitten fra, aner jeg ikke. Jeg har spurgt i de kredse, hvor jeg har været sammen med folk, og ingen har meldt tilbage, at de har virussen.

Det var ikke så meget for min egen skyld, jeg gerne ville testes, men mere for min yngste søns skyld, for han blev født med svage lunger, så jeg var bekymret for, hvis han blev smittet. Det var der ikke testkapacitet til, fik jeg at vide. I løbet af weekenden 21.- 22. marts fik begge mine børn dog symptomer. Vi talte meget om, at det så ud, som om der var forskellige forløb, og at alle statistikker sagde, at vores alder var med os, så der ikke var så stor risiko for, at vi ville blive meget syge. Jeg læste, at der var et let forløb, hvor man var syg i fire til syv dage og kun havde milde symptomer, så vi tænkte, at det nok var det, vi havde.


Hovedrengøring

Vi fortsatte med at måle temperatur, og fordi der var flere historier om, at mængden af smitte måske havde betydning, passede vi også på ikke at smitte hinanden alt for meget. Hyppig håndvask, afspritning af overflader og så videre. Den første dag børnene ikke var i skole, efter Danmark blev lukket ned, satte jeg dem til at gøre hovedrent. Vi plejer ikke at afspritte dørhåndtag og berøringsflader, men det gjorde vi nu. Det var rart at se dem gå seriøst til opgaven, og jeg kunne mærke på dem, at de godt kunne lide dét, at der var brug for deres indsats. Jeg havde planlagt, at jeg skulle nå at have en novellesamling ud inden Krimimessen, men det måtte jeg droppe, energien var slet ikke til det. Efterfølgende blev Krimimessen så også aflyst.

Annonce

Da de første syv dage var gået, måtte jeg erkende, at jeg åbenbart ikke havde den helt lette version. Jeg havde stadig ikke feber, tværtimod lå jeg nu helt i bunden af normalområdet og var næsten for kold. Jeg spekulerede på, om det kunne være derfor, det trak ud, fordi mit immunforsvar ikke reagerede med feber til at slå virussen ihjel. Trætheden var stadig den værste, også for mine børn, så ingen af os orkede rigtig at lave mad. Heldigt der findes takeaway og Netflix. Det har vi virkelig været glade for. Jeg har tænkt, at vi på den måde er meget mere rustet til en pandemi nu, end vi var for 20-30 år siden, hvor vi ikke kunne holde Skypemøder, e-maile manuskripter, holde kontakt med venner og familie via Facebook eller bestille madvarer via internettet. Nu kommer vores teknologiske fremskridt os virkelig til gavn. Og måske finder vi endda ud af, at vi kan bruge denne teknologi til at få et bedre miljø, nu vi har været tvunget til at afprøve det. Det har jeg tænkt en del over, her fra min isolation.


Tal med far i haven

I hverdagen ser jeg ikke så meget til min mand, da han er vognmand og kører lastbil i hele Danmark. Han havde ikke været hjemme i den periode, hvor jeg sandsynligvis smittede mest, så vi blev enige om, at der ikke var nogen grund til, at han også blev smittet. Heldigvis bor vi i et stort hus, der engang var delt op i tre boenheder, så det var ret nemt at dele en del af huset fra til ham, afspritte og sikre, at han brugte sin egen indgang. Når han var hjemme i weekenden, kunne han købe ind til os. Børnene syntes, det var meget mærkeligt, at de kun kunne tale med deres far ude i haven med god afstand. Heldigvis var det rimelig godt vejr.

Det var en underlig fornemmelse at vide, at man kunne smitte andre, og at der endda var en risiko for, at de kunne dø af det. Jeg følte mig giftig. Min mand har astma, og selv om de fleste artikler skriver, at det især er folk, der har diabetes og hjertekarsygdomme, der er i farezonen, så er det jo noget med lungerne, så det er svært ikke at være lidt bekymret. Jeg regnede på, hvornår jeg sidst havde besøgt mine forældre, hvem jeg havde været i nærheden af, der måske havde en kronisk sygdom. Det var svært ikke at køre ind i den spiral af tanker.


Rytme og hverdag

Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at indføre rytme og en hverdag, så vi ikke bliver helt bims. Op på samme tid hver morgen, i seng til samme tid, spise på faste tidspunkter og så videre. Vi har alle været rigtig glade for, at vi trods alt bor på en stor landejendom, så vi kan få frisk luft og gå ture med hundene uden at forlade ejendommen. Jeg tænker med gru på det års tid, jeg boede i en lejlighed i Sorø mandag til fredag. Der var hverken altan eller have.

I løbet af weekenden forsvandt den massive træthed, og jeg begyndte at føle mig rask. På 13. dagen satte et nyt symptom dog ind: Min smags- og lugtesans er forvrænget. Alt smager og lugter meget anderledes. Værst er det med vand, som lugter ganske afskyeligt og smager endnu værre. Jeg kan ikke få mig selv til at drikke det. Så jeg tænker, det også er derfor, jeg er mere tørstig nu, selv om jeg gør, hvad jeg kan for at dække det med te. Og jeg har fundet ud af, at hvis der er meget chili i, så glider maden lettere ned. Jeg har ikke kunnet finde beretninger om andre, der har fået forvrænget smags- og lugtesans, kun om manglende.

Annonce

Nu hvor de andre symptomer er væk, kunne det være rigtig rart at vide, om jeg stadig smitter, men jeg fortsætter med at agere, som om jeg gør. Jeg ser på pressemødet, at man nu også kan blive testet, selv om man ikke er syg nok til indlæggelse, så jeg ringer igen til min læge. Mest fordi jeg er bekymret over min søn, der dog heldigvis stadig kun har lette symptomer og ingen vejrtrækningsbesvær. Lægen siger, jeg har misforstået det, at der ikke er testkapacitet, så vi må bare fortsætte med at være opmærksomme på ham.


Chili hjælper

Jeg finder en grøn chilite i mine gemmer og begynder at drikke den. Undrer mig over, at den ikke smager stærkt, men den smager mindre væmmelig end nærmest alt andet. Jeg kommer store mængder chili på min mad for at sløre den grimme smag og finder ud af, at danskvand med en masse citron kan erstatte rent vand.

Da jeg om morgenen på 17. dagen drikker af min chilite, er jeg ved at falde bagud på stolen, så stærk er den. Jeg har åbenbart fået en del af min smagssans tilbage. I løbet af de næste dage lugter mad med mere mindre og mindre mærkeligt. Påskeliljer dufter, som de normalt gør, og jeg holder op med at komme chili på alt.


22 dage

I weekenden føler jeg mig helt rask, men der er stadig visse lugte, der ikke er helt normale, og vand er stadig ikke så rart. Jeg er usikker på, om jeg skal tælle 48 timer frem fra lørdag morgen, eller jeg skal vente på de sidste smage.

Jeg har masser af energi nu, så jeg skriver, maler, rydder ud og gør rent. I morgen tirsdag er min dag 22. Jeg har læst, at det kan tage op til 22 dage at blive rask, så jeg holder mig væk fra alt og alle indtil da, uanset hvor rask jeg føler mig.

Annonce

Nu hvor jeg ikke føler mig så syg længere, glæder jeg mig ellers bare til, vi igen kan vende tilbage til en verden med mennesker omkring os, kram og kys, men det varer nok længe endnu.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Beretninger-fra-en-forandret-hverdag

ANNONCE