Torsdag bliver det lokale erhvervsliv hyldet af Business Lolland-Falster og Nordea ved Lolland-Falsters Erhvervspris 2019.
Mere end 250 repræsentanter fra det lokale erhvervsliv skal til prisfest på teateret i Nykøbing, når årets erhvervspris bliver uddelt for 37. gang i morgen.
Tidligere vindere af prisen tæller virksomheder som Pricerunner, Ortofon, HARDI International, Contech Automatic, Maribo Medico og Sax-Trans.
Lolland-Falsters Erhvervspris tildeles en virksomhed, der har udmærket sig i landsdelen. Fem lokale virksomheder er nomineret ved årets prisuddeling.
- Vi ønsker at hædre virksomhedernes evne til at skabe varig værdi for landsdelen, hvilket de gør ved at vokse - på toplinjen - men også i høj grad ved at udvise evne til at generere indtjening på bundlinjen. Herved bliver virksomhederne robuste og konkurrencedygtige på den lange bane, siger erhvervskundedirektør i Nordea, Morten Egon Jørgensen.
Solide resultater
I år er fem lokale virksomheder nomineret til prisen. De nominerede tæller IFA Tagdækning i Toreby, Lalandia i Rødby, Metalcolour i Nykøbing, Windturbs i Nykøbing og MariboHilleshög i Maribo.
Fælles for dem alle er solide resultater og lokalt engagement.
Centerdirektør i Lalandia Rødby, Karsten Juhl, er glad for nomineringen.
- Jeg kørte på Sydmotorvejen, da jeg fik opringningen - og jeg måtte slå et lille slag med bilen. Jeg blev faktisk rørt over, at vi er nomineret til Lolland-Falsters Erhvervspris 2019, siger han.
Lalandia er nomineret, fordi virksomheden tager socialt ansvar og er en afgørende aktør i forohod til at fastolde og udvikle Lolland-Falsters position som attraktiv turistdestination.
Og med mere end en halv million årlige overnatninger er Lalandia i Rødby en af Danmarks største turistattraktioner.
- Mange virksomheder på Lolland-Falster har et unikt drive og vilje til at lykkes. De spiller en stor rolle i lokalområdet og viser vejen for mange andre. Det vil vi gerne støtte med prisen her, siger Mikkel Wesselhoff.
Foruden årets hovedpris bliver der også uddelt en pris til årets iværksætter på Lolland-Falster.