Andre tjenester
Vi har observeret, at du har installeret en adblocker. Vi kan derfor ikke vise dig vores annoncer. Det er vi rigtig kede af, da indtægterne fra annonceringen er med til at vi på daglig basis kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.
Vi håber derfor, at du i din adblocker, vil tillade visning af annoncer fra folketidende.dk. Selvom du tilføjer folketidende.dk, vil du stadig undgå reklamer fra andre sites.
Klik på dit adblock ikon i browseren. Tilføj domænet folketidende.dk under tilladte domæner. Næste gang du besøger os vil reklamerne kunne vises.
Tak for hjælpen og god læselyst!
Lolland-Falsters Folketidende
Reklamationsretten skal hæves fra to år til seks år på biler og elektronik, mener Forbrugerrådet Tænk og FDM.
I dag er der to års reklamationsret i Danmark, uanset hvilket produkt man har købt.
Men det er for kort tid, mener Forbrugerrådet Tænk og FDM, som er bilejernes forbrugerorganisation.
Derfor foreslår de, at reklamationsretten skal hæves fra to år til seks år på hårde hvidevarer, biler, elektronik som fjernsyn, mobiltelefoner og computere og andre produkter, der må forventes at holde længe. Og fra to til tre år for øvrige produkter.
Reklamationsretten er den periode, hvor man som forbruger har ret til at klage over et produkt, der går i stykker på grund af en fejl, som allerede var der, da man købte produktet.
Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk, mener, at det er "åbenlyst urimeligt", når det ikke er muligt at klage over et produkt efter to år.
- Vi har rigtig mange henvendelser fra frustrerede forbrugere, hvor produkterne er gået i stykker efter to år og to måneder. Vi kan se, at affaldet hober sig op på lossepladserne. Og vi kender alle sammen historier fra folk, der har investeret i noget, og så går det i stykker.
- Det er også noget værre skidt for vores grønne omstilling. Derfor mener vi, at en længere reklamationsret kan stimulere producenter og leverandører til, at vi får nogle produkter, der kan holde længere og kan repareres, siger hun til Ritzau.
FDM mener, at tiden er løbet fra "den korte reklamationsret på to år". Det siger Lennart Fogh, afdelingschef i FDM's juridiske afdeling.
- Vi synes, at der er afgørende forskel på, om man køber en kaffemaskine til 3-400 kroner eller en bil til 3-400.000 kroner. Det er en kæmpestor investering for forbrugerne.
- Med de mere moderne og nye teknologier mangler vi stadigvæk en langtidserfaring. Derfor er det nødvendigt at stille en bedre tryghed tilgængelig for forbrugerne. Og det gør vi ved at give en længere frist til at klage over de fej, der er bygget ind i bilerne allerede fra begyndelsen, siger Lennart Fogh.
Forslaget fra de to forbrugerorganisationer kommer som optakt til, at folketinget de kommende måneder skal tage stilling til mulige ændringer i købeloven. Herunder reklamationsrettens længde i Danmark.
Anja Philip fremhæver, at lande som Norge, Finland, Sverige, Island, Storbritannien og Holland allerede har længere reklamationsret end de to år.
KOMMENTARER