Andre tjenester
Vi har observeret, at du har installeret en adblocker. Vi kan derfor ikke vise dig vores annoncer. Det er vi rigtig kede af, da indtægterne fra annonceringen er med til at vi på daglig basis kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.
Vi håber derfor, at du i din adblocker, vil tillade visning af annoncer fra folketidende.dk. Selvom du tilføjer folketidende.dk, vil du stadig undgå reklamer fra andre sites.
Klik på dit adblock ikon i browseren. Tilføj domænet folketidende.dk under tilladte domæner. Næste gang du besøger os vil reklamerne kunne vises.
Tak for hjælpen og god læselyst!
Lolland-Falsters Folketidende
Selvom huspriserne er steget, så er der stadig en vej ind på boligmarkedet for førstegangskøbere.
De seneste års stigende boligpriser forhindrer ikke førstegangskøberne i at få adgang til boligmarkedet og få foden inden for på egen matrikel.
Det viser Nordea Kredits beregninger af, hvor meget boligudgifterne fylder i budgettet for nyslåede husejere på Lolland-Falster.
I dag vil en gennemsnitlig parfamilie skulle bruge omkring 15 procent af deres månedlige indkomst efter skat på at dække boligudgifterne, hvis de køber et gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter på Lolland-Falster.
Det er markant mindre end under finanskrisen, hvor den såkaldte boligbyrde var på 29 procent, viser beregningerne.
- De stigende boligpriser skal ikke tage pusten fra førstegangskøberne. Nyslåede husejere skal kun bruge en lille del af deres indkomst i forhold til tidligere for at dække boligudgifterne, så omkostningerne ved at bo er ikke voldsomt høje i øjeblikket, siger indehaver Dennis Frederiksen fra Danbolig på Lolland-Falster.
Boligbyrden er beregnet som den andel af indkomsten, et par skal bruge for at købe et hus på 150 kvadratmeter med 80 procent realkreditfinansiering, 15 procent banklån og en egenbetaling af de sidste fem procent af købesummen.
Boligbyrden er på den måde et udtryk for, hvor stor en del af den udbetalte løn, som en parfamilie skal bruge på at bo, når der er taget højde for afdrag, renter, bidrag til bank og realkreditinstitut samt grundskyld og ejendomsværdiskat.
- Forklaringen på den lave boligbyrde skal findes i de lave renter og højere disponible indkomster. Omkostningerne ved at bo er derfor stadig på et niveau, hvor mange førstegangskøbere kan være med, uden at menuen kommer til at stå på rugbrødsmadder og pasta, siger Dennis Frederiksen.
Selvom udgifterne til bolig fylder en mindre del af indkomsten end tidligere, er det stadig en af de største poster i budgettet for de langt de fleste.
Det fortæller Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit.
- Der er stor forskel på, hvor meget udgifterne til bolig æder af den disponible indkomst. I og omkring København udgør boligbyrden næsten halvdelen af den disponible indkomst, mens det er væsentlig mindre på Sydhavsøerne og i jyske og fynske egne, siger Lise Nytoft Bergmann og tilføjer:
- At der er så stor forskel på, hvor meget det slider på budgettet at bo, hænger i høj grad sammen med prisforskellene. Et hus i København koster næsten tre gange så meget som i Sydjylland, så det er med til at forklare, at boligudgifterne vil belaste privatøkonomien på en anden måde bestemte steder i landet, forklarer Lise Nytoft Bergmann.
Læs det store boligtillæg i lørdagens Folketidende.
KOMMENTARER